Topas Travel Topas Travel Engelsk Norge Dansk Min Topas Rejse

Book rejse

Papua - Ekspedition med stammefolk, Baliemdalen og Korowai r
Turen er åben for booking.
03.11.2012
22.11.2012
 
DKK 42.970,-

rejseprogram

Dag 1
Fly fra Danmark til Bali
Dag 2
Ankomst Bali. Eftermiddag til fri disposition
Dag 3
Med fly til Jayapura og Wamena. Indkvartering i Baliemdalen
Dag 4
Vandring i tropisk regnskov, Dani stammefolk, saltkilder og Kurulu mumie
Dag 5
Vandring langs floden Sungai Baliem i Baliemdalens syd
Dag 6
Til grisefestival med Dani stammefolk
Dag 7
Fly til Dekai – Markedsbesøg - Båd til landsbyen Patipi Dibawa
Dag 8 & 9
Sejlads gennem regnskovsjungle på floderne Brazza og Siret
Dag 10
Jungletrek til bosættelsen Manopteropo
Dag 11-13
Manopteropo bosættelse - I selskab med Korowai stammefolk
Dag 14
Jungletrek tilbage til Mabul - Overnatning i Mabul
Dag 15
Med båd til Dekai – overnatning i Dekai
Dag 16
Fly fra Dekai til Jayapura – overnatning Jayapura
Dag 17
Fly fra Jayapura, Papua til Denpasar, Bali
Dag 18
Bali på egen hånd
Dag 19
Afrejse fra Denpasar, Bali
Dag 20
Ankomst Danmark

DRF Rejsegarantifonden

OCEANIEN

Pionertur - Papua - Ekspedition med stammefolk, Baliemdalen og Korowai regnskov

          Ref. IDKU

At rejse i den indonesiske provins Papua på verdens næststørste ø New Guinea er som at tage på eventyr ind i menneskehedens fortid og dybeste mysterier. Her møder vi mænd med penisfutteraler og stødtænder fra vildsvin i næsen; kvinder i ultrakorte stråskørter sælges for 4-5 grise per kvinde; tidligere hovedjægere og kannibaler bor i regnskovens trækroner 30 meter over jorden; stenøkser, bue og pil er redskaber i hverdagen - ikke museumsgenstande og skal vi til fest, kan vi nyde måltider bestående af gris stegt i jordovn og pandekager ‘krydret’ med sago orm. Det bliver næppe mere eksotisk end dette.

Det er kun trekvart århundrede siden, at omverdenen ved et tilfælde opdagede Dani stammefolket i Baliemdalen i Papuas højland. Og Neil Armstrong satte som det første menneske fod på månen, før man kendte til Korowai stammens eksistens i Papuas sydøst. Selv den dag i dag fortsætter store områder af uigennemtrængelige jungle med at være uudforsket, på trods af at Papua har været beboet i de sidste 40.000 år.

Der findes i Papua mere end to hundrede forskellige stammefolk, hvoraf mange stadig lever totalt upåvirket af eller uden kendskab til den moderne civilisation i verden omkring dem. I stedet fører de den samme eksistens som deres forfædre gjorde for tusinde år siden, og lever et liv tæt på naturen, hvor de stolt håndhæver ældgamle kulturer, traditioner og kutymer.

  • Vandring i den billedskønne, frodige, mystiske og isolerede Baliemdal — betragtet af mange som et ægte ’Shangri-La’
  • På vandring i regnskoven med kvinder fra Dani stammen, hvor vi lærer om udvindingen af salt og får hilst på en forkullet tohundrede år gammel mumiehøvding
  • Overnatning i rustikke og hyggelige bungalows midt i Baliemdalens uberørte natur
  • Til festlig og farverig grisefestival sammen med Dani stammefolk
  • Smuk og spændende sejlads i træbåd gennem regnskovsjungle på vej til Korowai landsbyen Mabul
  • Vandring gennem regnskovsjungle til Korowai bosættelsen Manopteropo
  • Tre dages ophold langt fra alfarvej i Manopteropo, hvor du på lige fod med vores Korowai værtsfamilie deltager i indsamlingen af og jagten på føde
  • Overnatning i telt til lyden af tropenattens mystik
  • Vend tilbage til dine rødder i selskab med Korowai, hvor du lever et liv tæt på og i fuld harmoni med naturen
  • Tid på Bali til at nyde øens oprigtige gæstfrihed, maleriske landskaber af grønne rismarker, fascinerende Hindu templer og det Indiske Oceans kridhvide strande

Turbeskrivelse

Printvenlig version
Appetizer — se zoom udgave på maps.google.dk Google Maps is a registered trademark of Google Inc. (TM)
Dag 1. Fly fra Danmark til Bali

Afrejse fra Danmark mod Denpasar, Bali.
-/-/-
Dag 2. Ankomst Bali. Eftermiddag til fri disposition

Vi lander i Denpasar på Bali midt på dagen, og køres til vores stemningsfyldte hotel, beliggende i en fredelig oase midt byen Kuta tæt på vandet. Eftermiddagen og aftenen er til fri disposition, tag måske en dukkert i havet eller gå på opdagelse i de travle gader.
-/-/-
Dag 3. Med fly til Jayapura og Wamena. Indkvartering i Baliemdalen

Omkring midnat tager vi tilbage til lufthavnen i Denpasar, og flyver fra Bali til Jayapura - hovedstaden i den indonesiske provins Papua beliggende på øen Ny Guineas nordlige kyst. Vi ankommer tidligt om morgenen, og efter et kort ophold i lufthavnen fortsætter vi med et mindre fly hen over tæt junglelandskab til byen Wamena i det centrale Papuas højland. Fra Wamena lufthavn køres vi til vores hotel, der ligger i 1.900 meters højde midt inde i den grønne og frodige Baliemdal - lokalt kendt som Lembah Baliem. Vi indkvarteres i hyggelige, stråtækte bungalows omgivet af smuk og uberørt natur, og efter frokost er der mulighed for en lille vandretur i området. Baliemdalen er ofte omtalt som et ægte ‘Shangri-La’, og området er da også noget af det tætteste man kan komme et jordisk paradis. Ofte ses disen fra regnskoven smyge sig op ad de tusindmeter høje bjerge, der omkranser den lange, frugtbare dal, og midt i dalen skærer den kraftfulde flod Sungai Baliem dybe kløfter på sin vej fra nord til syd ud i Stillehavet. I dette spektakulære landskab lever hovedparten af Dani stammefolket i pagt med naturen på mere eller mindre samme vis, som de gjorde for 10.000 år siden. Vi vil tilbringe de næste tre dage med ture ud i dalen og opleve Dani folket og deres traditionelle levevis på helt tæt hold.
M/F/A
Dag 4. Vandring i tropisk regnskov, Dani stammefolk, saltkilder og Kurulu mumie

Efter morgenmaden har vi en times kørsel til landsbyen Jiwika i det centrale Baliem, hvorfra vi starter dagens vandring op gennem tæt, tropisk bjergregnskov. Undervejs har vi følge af kvinder fra Dani stammen, som vil vise os en af deres saltkilder, og hvordan saltet stadig udvindes på gammeldags manér ved hjælp at tørrede bananstængler og ild. Vi spiser frokost i dalen, og herefter fortsætter turen til den lillebitte landsby Kurulu, hvor et besøg af de mere særegne venter. De fleste forbinder balsamering af lig med Egypten, men sidst i 1980’erne fandt man i forbindelse med et studie enkelte 2-300 år gamle mumier i Papua, og det er en af dem, vi skal hilse på i Kurulu. Kurulu mumien er en høvding fra den betydningsfulde Dani klan ‘Dugum’, og hans sorte krop indsmurt i grisefedt paraderes ofte rundt i landsbyen til offentligt skue. Turen i dag krydres derudover med besøg i små, pittoreske landsbyer, hvor vi overalt bliver mødt af venlige og farvestrålende stammefolk, som gerne vil sludre, vise frem af deres jagtredskaber (bue og pil) eller tilbyde dig sirligt fremstillet kunsthåndværk og souvenirs. Sidst på eftermiddagen køres vi tilbage til vores bungalows i Baliemdalen, hvor vi spiser til aften og overnatter.
M/F/A
Dag 5. Vandring langs floden Sungai Baliem i Baliemdalens syd

I dag skal vi ud på en af Baliemdalens smukkeste og mest interessante vandreture, hvor vi følger samt krydser den rivende flod Sungai Baliem og når dybt ind i regnskoven og Dani stammefolkets land. Fra hotellet kører vi til landsbyen Sogogmo, hvorfra vandreturen starter, og vi er knapt kommet i gang, før vi første gang skal krydse floden via en af dalens sindrige hængebroer sammensat af naturligt sejlgarn. Stien fortsætter langs flodens østbred med flotte udsigter ind i den smalle dal, forbi klynger af vildtvoksende sukkerrør, og gennem Dani stammefolkets idylliske små bosættelser. Herinde i regnskovens dyb og langt væk fra civilisationen vil du opleve, at Dani stolt håndhæver deres traditionelle livsstil både i forhold til beklædning, bolig og landbrug. Vi spiser frokost i det smukke landskab omkring landsbyen Seinma, hvis lille kirke vidner om, at missionærerne ikke har været her forgæves. Herefter går det videre over endnu en gyngende hængebro, gennem den lidt større landsby Kurima og igennem små sidedale inden vi kommer frem til vores bus. Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på hotellet til endnu en velsmagende middag og overnatning i de hyggelige bungalows.
M/F/A
Dag 6. Til grisefestival med Dani stammefolk

En af Dani stammens største festligheder er en grisefestival, som ud over grisen ikke har meget mere at sammenligne med de grisefester, vi kender fra de glade dage i 70 og 80’erne på den spanske solkyst. For det første er en grisefestival i Baliemdalen en heldagsaffære, og en vi i dag vil deltage i fra start til slut. En gris er kostbar, og det er derfor en ganske særlig begivenhed, som Dani stammefolket går meget højt op i. De traditionelle dragter findes frem, kroppe og ansigter males, og selv landsbyen pyntes op i dagens anledning. Festivalen starter med at grisen slagtes (skydes med bue og pil), både gris, bål og sten gøres klar, og derefter steger grisen sammen med søde kartofler i flere timer på varme sten gravet ned i jorden. Mens vi venter på, at maden bliver færdig, vil der være rig mulighed for at gå rundt og hygge sig, tage billeder og få en snak med de lokale. Og selvfølgelig løber der ingen fest af stablen uden underholdning, hvor vi nok primært vil se på, mens Dani opfører deres til tider højlydte sange og vilde danse. Efter en dag med masser af festlige og farverige oplevelser, og hvor kameraet uden tvivl har været flittigt i brug, vender vi tilbage til vores bungalows og nyder den sidste aften i den idylliske Baliemdal.
M/F/A
Dag 7. Fly til Dekai — Markedsbesøg - Båd til landsbyen Patipi Dibawa

Vi tager i dag hul på turens anden del, som er en fantastisk rejse gennem tæt, afsondret jungle og helt tilbage til stenalderen. Ved bjergkæden Jajawijajas udløb midt i Papuas umådelige lavlandsjungle bor det halvnomadiske stammefolk Korowai i træhuse placeret ti til tredive meter højt oppe over jorden. Først i 1970’erne trængte vesterlændinge i form af hollandske missionærer ind i deres territorium, og en stor del af stammefolkene lever i dag stadig i overensstemmelse med deres oprindelige livsstil - iklædt så godt som ingenting og med redskaber lavet af sten og ben. Og hvorom det er sandt eller ej, så forlyder det, at i de mest fjerntliggende områder findes der stadigvæk hovedjægere og kannibaler blandt Korowai (og nej, dér kommer vi ikke til…). Vi starter dagen med morgenmad og forlader derefter Baliemdalen og kører til lufthavnen, hvorfra vi skal med fly den korte tur til Dekai i Papuas sydøst. Efter ankomsten skal vi først en tur på marked for at gøre de sidste indkøb til turen, og derefter spiser vi frokost på en af byens lokale restauranter. Først på eftermiddagen kører vi ned til havnen og går ombord på en motoriseret træbåd, der bringer os ned af Brazza floden gennem det smukkeste junglelandskab til den lille landsby Patipi Dibawa. I Patipi Dibawa sætter vi vores teltlejr op tæt på floden, og mens kokken forbereder aftensmaden, kan vi nyde de smukke omgivelser.
M/F/A
Dag 8 & 9. Sejlads gennem regnskovsjungle på floderne Brazza og Siret

De næste to dage vil vi bruge på at sejle gennem jomfruelig regnskovsjungle til bosættelsen Mabul. Først sejler vi med strømmen på Brazza floden hele vejen til udmundingen af den mægtige Siret flod, som vi derefter vil følge mod strømmen op til Mabul. Vi møder ikke mange (hvis nogen overhovedet) på vores vej, eftersom kun en lille håndfuld rejsende årligt kommer hertil. Dog bliver det mere og mere almindeligt, at en klan fra Korowai anskaffer sig en mindre træbåd, så de kan bevæge sig længere rundt omkring i området. Begrænset bådtrafik betyder så også, at floden måske ikke altid er lige sejlbar, og at der indimellem skal navigeres med finesse og snilde blandt nedfaldne træstammer, som enten danner naturlige damme eller er på deres egen rejse ned ad floden. Men uanset om det er smuk junglevegetation, bosættelser ved flodbredden, stammefolk undervejs i både eller besætningens navigationsfærdigheder, så er der nok at underholde sig med på turen. Efter den første dag på floden overnatter vi i teltlejr i nærheden af bosættelsen Sepenup. Anden dag på floden bringer os sidst på eftermiddagen til bosættelsen Mabul, hvor flere yngre Korowai familier har slået sig ned ved flodbredden i håb om bedre adgang til de mest basale nødvendigheder. Vi slår lejr på en forladt boplads, og aftenen kommer blandt andet til at gå med at hyre bærere til morgendagens jungletrek samt hygge sig omkring lejrbålet efter aftensmaden.
M/F/A
Dag 10. Jungletrek til bosættelsen Manopteropo

I Mabul skifter vi båden ud med vandrestøvler, og efter morgenmaden fortsætter vi vores færd til fods til bosættelsen Manopteropo. Mad, telte, soveposer, skiftetøj og andet udstyr til de næste tre overnatninger i Manopteropo bliver fragtet til bosættelsen af vores Korowai bærere — det eneste du selv skal bære er din dagtursrygsæk. Manopteropo ligger øst for Mabul og vi er knapt kommet fra start, førend vi befinder os i den smukkeste, tætte og uberørte regnskov. Stien vi følger er måske ikke altid den letteste — i det mindste ikke for os. Vores bærere derimod ser ikke ud til at have de mindste vanskeligheder med at navigere over trærødder, nedfaldne grene og til tider gennem mudret, sumpet terræn! Omkring fem timer senere ankommer vi til Manopteropo — en bosættelse med fem-seks klaner fra Korowai stammen — som længe har set frem til vores ankomst. Vi sætter lejr op midt i bosættelsen, eller hvis du har lyst, er du velkommen til at slå dit telt op inde i et af Manopteropos få træhuse 25 meter over jorden!
M/F/A
Dag 11-13. Manopteropo bosættelse - I selskab med Korowai stammefolk

De næste tre dage slår vi rødder i Manopteropo og bor sammen med vores Korowai værtsfamilie under deres vilkår. De er lige så interesserede i os, som vi i dem, og viger knapt fra vores side under opholdet, hvilket giver os en fantastisk mulighed for at ‘leve’ det traditionelle Korowai stammeliv frem for blot at observere på afstand. På trods af, at nogle Korowai er flyttet ind i tidligere missionærboliger tættere på civilisationen, er dette et af de stammefolk i verden, hvis historie, kultur, levevis og traditioner man har mindst kendskab til. Helt nøjagtigt hvad vi kommer til at opleve under dette tre dages ophold, er individuelt fra tur til tur og fra deltager til deltager, så det bedste du kan gøre er at nyde oplevelsen, følge strømmen og se hvad der sker. Vi skal temmelig sikkert med ud at skaffe mad — d.v.s. fælde sagopalmer og udvinde sagomassen derfra, samle frugt, grønt og insekter, og måske endda med på jagt efter slanger, fugle eller vildsvin. Og så skal der selvfølgelig bagefter laves mad af ingredienser og efter opskrifter, som du med stor sandsynlighed aldrig tidligere har smagt. Måske du også bliver bedt om at give en hånd med, hvis et af træhusene skal repareres, og sidst men ikke mindst fejres vores ophold i bosættelsen givet med en stor ’sagoormefest’ — hvor menuen består af ristede sagoorm (smager som peanuts siges det…) og pandekager ligeledes spædet op med sagoorm. Uanset hvad dagene byder på, er du garanteret en af livets helt store, sjældne og unikke oplevelser.
M/F/A
Dag 14. Jungletrek tilbage til Mabul - Overnatning i Mabul

Det er blevet tid til at forlade regnskoven, de imponerende træhuse og vores venlige, fascinerende Korowai familie, som vi allerede føler os som en del af. Så efter morgenmad og en tårevædet afsked er det igen af sted til fods ud af regnskoven mod bosættelsen Mabul, der ved siden af Manopteropo nu synes som en helt storby! Her kan vi endda få lov til at købe et par souvenirs med hjem — så som knive og andre redskaber fra nutidens stenalder. Vi overnatter for sidste gang i vores telte i Mabul tæt på floden.
M/F/A
Dag 15. Med båd til Dekai — overnatning i Dekai

Vi står tidligt op, spiser morgenmad og går ombord på vores træbåd, som skal bringe os via Siret og Brazza floderne tilbage til Dekai. På grund af strømforhold er hjemturen kortere end udturen, og sidst på eftermiddagen forventes vi at lægge til kaj ved havnen i Dekai. Her siger vi farvel til bådpersonalet, hvorefter vi køres til hotellet i Dekai for at overnatte.
M/F/A
Dag 16. Fly fra Dekai til Jayapura — overnatning Jayapura

Efter morgenmaden kører vi til Dekai lufthavn og flyver til Jayapura - en smuk tur hen over den hundrede kvadratkilometer store og bjergomkransede ferskvandssø Danau Sentani. Vi skal bo på hotel i byen Sentani, som ligger tæt på lufthavnen og lige ved bredden af Sentani søen. Afhængigt af ankomsttidspunktet kan resten af dagen enten bruges på et besøg i Jayapura - Papua provinsens hovedstad med omkring 200.000 indbyggere — som blandt andet har et interessant museum med papuanske kulturgenstande. Man kan også besøge det farvestrålende Hamadi marked, som ud over at sælge fisk til de lokale også kan byde på flere butikker med kunsthåndværk. Endelig kan man vælge at leje en båd og sejle rundt på Danau Sentani blandt søens mange småøer og fiskelejre på træpæle.
M/F/A
Dag 17. Fly fra Jayapura, Papua til Denpasar, Bali

Efter morgenmaden tager vi tilbage til lufthavnen, siger farvel til vores lokale guide og går ombord på flyet, der skal tage os til Denpasar på Bali. Her ankommer vi hen på eftermiddagen og tjekker ind i kendte rammer på vores hotel i Kuta. Måske der er tid til en lille dukkert i det Indiske Ocean inden vi mødes igen om aftenen for at gå ud at spise på en af Balis mange gode restauranter.
M/-/-
Dag 18. Bali på egen hånd

I dag er der lagt op til, at du tilbringer dagen på egen hånd, og der er nok at fornøje sig med afhængigt af dine interesser. Er du til hvide strande og turkisblåt vand, kan vi anbefale en tur over til den hyggelige og fredelige ø Nusa Lembongan, hvis 7000 indbyggere primært lever af at dyrke tang. Her er mulighed for at bade, snorkle, dykke, surfe eller bare nyde dagen på en af de smukke strande med navne så eksotiske som Jungutbatu, Mushroom Bay eller Dream Beach. Hvis din mission er, at komme hjem med et af de klassiske billeder af grønne rismarker, er Tegallalang landsbyen i det centrale Bali et yderst pittoresk sted. Har du mod på flere kulturelle oplevelser, så forlyder det, at Bali har flere templer end huse, der alle vender enten mod bjerge, havet eller solopgangen. Ikke langt fra Katu ligger Pura Luhur Ulu Watu - et af øens helligste templer, som beskytter Bali mod de onde ånder i sydvest. Det etnografiske museum Negeri Propiusi i Denpasar, med en fin samling af balinesiske antikviteter og kulturelle objekter, skulle også være et besøg værd. Om aftenen finder vi en hyggelig restaurant til en festlig afskedsmiddag med hinanden og med eventyret.
M/-/-
Dag 19. Afrejse fra Denpasar, Bali

Hen på eftermiddagen kører vi til lufthavnen og tager flyet tilbage til Danmark. Formiddagen på Bali inden afrejsen kan bruges på enten at sove længe eller på lige at få et par oplevelser mere med hjem i kufferten fra turen.
M/-/-
Dag 20. Ankomst Danmark

Vi ankommer til Danmark efter en oplevelsesrig og lærerig tur.
-/-/-
Om Ny Guinea & Papua

Ny Guinea i det sydvestlige Stillehav er verdens anden største ø efter Grønland. Øen er opdelt i to næsten lige store dele, hvoraf den østlige del består af det selvstændige land Papua Ny Guinea, og øens vestlige del hører under Indonesien og er opdelt i to indonesiske provinser - Vest Papua i vest som er den mindste og mindst befolkede (ca. 200.000 km2 og 750.000 indbyggere), og Papua i øst (ca. 422.000 km2 og 2.900.000 indbyggere). På denne tur vil vi besøge stammefolkene Dani og Korowai i den indonesiske provins Papua.

Papua er et land med hundredvis af kulturer, hvoraf mindst to hundrede af disse kulturer er øens oprindelige folk og resten immigranter fra andre dele af Indonesien. I dag består næsten halvdelen af Papuas befolkning af immigranter, som primært har bosat sig i de større byer. De oprindelige folks kulturer er derfor langt mere fremtrædende i små landsbyer og bosættelser end i storbyerne. Indenfor de sidste årtier har kristne missionærer samt hollandsk og indonesisk styre selvfølgelig haft en vis indvirkning på stammefolkenes traditionelle livsstil. Dette har blandt andet har betydet, at hovedjægere, stammekrige og kannibalisme - praktiseret af enkelte stammer langt ind i det 20. århundrede - i dag er forsvundet. (Uden man dog kan vide sig helt sikker, eftersom der findes klaner og stammer, som lever så isoleret, at man har intet eller kun yderst begrænset kendskab til deres levevis.) Andre kulturelle stammetraditioner - som eksempelvis dans, trommespil, sang, tilbedelse af forfædre, diverse arbejdsrutiner, beklædning og daglige gøremål - foregår blandt mange af Papuas oprindelige folk i dag på nøjagtig samme måde som for flere tusinde år siden.
Om Baliemdalen og Dani Stammefolket

Baliemdalen er en smuk og frodig 60-70 kilometer lang og 15-20 kilometer bred dal i det centrale Papuas højland. Floden Sungai Baliem løber fra nord til syd gennem dalen og udmunder i en smal, stejl kløft på Papuas sydkyst. Dalen ligger i 1.600-1.700 meters højde og har omkring 100.000 indbyggere. Den største by i højlandet er Wamena med 10.000 indbyggere. Omverdenen var uvidende omkring dalen og dens relativt store landbrugsbefolkning indtil år 1938, hvor amerikaneren Richard Archbolds tredje zoologisk ekspedition til Ny Guinea fløj hen over området, og tilfældigvis fik øje på dalens mange landbrugsterasser.

Selvom nutiden så småt har gjort indtog i Baliem, så har dalens oprindelige stammekulturer på de fleste områder vist sig at være ukuelige. Baliems tre primære stammefolk - Yali i sydøst, Lani i vest og Dani i dalens bund — har en lignende levevis men samtidig hver sin egen distinkte kultur. For en udenforstående adskilles de tre stammer lettest på størrelsen og formen af mændenes ‘koteka’ (penis futteral), der blandt Dani er lang og tynd, Lani stammens er middelstor og bred, og den længste futteral bæres af Yali. Kvinderne i Baliem vil du oftest se i korte skørter vævet i fibre fra orkidéer og pyntet med strå og med deres uundværlige net ’noken’ på ryggen. Under vores ophold i Baliem vil vi primært være i selskab med folk fra Dani, som er dalens absolut mest folkerige stamme. Det estimeres at Dani har et befolkningstal på 250.000 i alt i Papua.

Dani er neolitiske (nyere stenalder) krigere og landbrugere. Indtil deres ’opdagelse’ i 1938 havde de levet isoleret fra omverdenen og kun anvendt redskaber i ben og sten. De bor i små landsbyer eller bosættelser bestående af charmerende, runde eller ovale hytter - ‘honai’ — bygget i træ og med et tykt, langhåret men oftest velklippet tag af strå, som beskytter mod regnen. Mænd og kvinder bor hver for sig i hytterne, hvis åbne ildsteder bruges til madlavning, opvarmning af hytten og til at holde myggene væk. En solid indhegning eller stenmur rundt omkring bosættelsen er blandt andet med til at holde styr på de værdifulde grise, og i området tæt på bosættelserne brydes den tætte jungle af åbne arealer med ældgamle og smukt anlagte landbrugsterasser. Den søde kartoffel er kongen af grøntsager i Papuas højland, og Dani dyrker omkring 60 forskellige sorter, hvoraf nogle kun må spises af stammens ældre medlemmer. Her dyrkes også sagopalmer, hvor stammens hinde spises, eller planten efterlades til at rådne og tiltrække biller, hvis larver her er en ren delikatesse!

Baliemdalen er et af Papuas mest frugtbare og derfor også mest eftertragtede områder, og det har betydet, at Dani gennem tiderne ofte måtte slås for deres territorier i dalen — enten med andre klaner fra Danistammen eller andet stammefolk. Dette gjorde dem til en af de mest frygtede stammer i Papua. De var hovedjægere,men ikke kannibaler ligesom flertallet af Papuas stammer var. Dani er også kendt for en anden makaber skik - når en mand fra landsbyen døde, så ville hver af hans kvindelige slægtninge få en stump af fingeren skåret af. Du vil den dag i dag stadig møde Dani kvinder med lemlæstede hænder.
Om Korowai stammefolket

Korowai (og Kombai) stammefolket er skovnomader og holder til dybt inde i den fugtige og varme regnskov i Papuas sydøst. Her har de levet fuldstændig uden kontakt til omverdenen indtil 1970erne, hvor vestlige missionærer begyndte at trænge ind i deres område. Man mener de har et nuværende befolkningstal på omkring 3.000 individer

Korowai er fuldstændig tilpasset deres omgivelser, og har valgt at bygge deres huse højt oppe i regnskovens trætoppene. Selvom det er svært at slå udsigten fra huse i denne højde, så er det nu ikke derfor, at Korowai vælger at bygge direkte på tiende etage. Deres 10-30 meter høje huse er ikke alene en bolig, men også et tilflugtssted fra oversvømmelser, den stillestående luft i regnskoven, fjender, onde ånder, dyr og insekter. Mænd og kvinder bor sammen med diverse kæledyr i hver sin halvdel af huset og har hvert sit arnested. At bygge træhus er en fælles aktivitet, og folk fra omegnen hjælper til. For en udenforstående kan det se yderst nervepirrende ud, men Korowai har i adskillige generationer balanceret rundt i trætoppe 20-30 meter over jorden, så for dem er det lige så naturligt som at gå på jorden.

Korowai mænd bærer ikke ‘kotekas’ — i stedet er deres ædlere dele dækket enten af et blad, nøddeskaller eller næbbet fra en stor fugl. Kvinderne bærer korte skørter i strå og fibre fra sagopalmen, i næsen ofte ben fra en flyvende hund, og er pyntet med cirkulære ar på bryst, arme og mave. Både mænd og kvinder bærer halskæder med tænder fra hunde eller grise, og kvindernes halskæder går ofte i arv til døtrene.

Dette stammefolk er jægere, samlere og gartnere. Mændene forlader aldrig huset uden deres bue og pil, og kvinderne aldrig uden deres net. Deres diæt består primært af sago udvundet fra sagopalmen, og den vigtigste kilde til protein findes i larven fra Capricorn billen samt vildsvin, fugle, slanger og andre insekter. Er man (eller bliver man pludselig) vegetar, så er palmeblade, bregner, brødfrugt og den røde frugt ‘pandanae’ ligeledes vigtige ingredienser i korowaianske køkken.

Deres verden er fyldt med ånder, og de er specielt ærbødige overfor forfædrenes ånderne. Mindst en gang i livet må en familie/klan afholde en rituel ’sago ormefest’ for at stimulere velstand og frugtbarhed. I dårlige tider er det kutyme at ofre en gris til forfædrene i håb om bedring. Korowai tror på reinkarnation — d.v.s. at døde til enhver tid kan blive sent tilbage til verden som genfødte i et nyfødt barn fra deres egen klan. Det er også et stammefolk med en ekstraordinær og rig tradition for at fortælle myter, sagn, legender samt magiske ordsprog og trylleformularer.

Korowai var en kannibalistisk stamme, og måske eksisterer der stadig en vis grad af rituel kannibalisme blandt de klaner, som lever mest isoleret og dybest inde i regnskoven.

Særlige forhold omkring turen

Dette er en pionertur, hvilket betyder, at selvom der ligger en plan for hver enkelt dag i løbet af turen, skal du som deltager være forberedt på ændringer i programmet samt et vist niveau af improvisation undervejs. Det er desuden vigtigt at understrege, at Papua er et ægte tredjeverdensland at rejse i, men dette er en del af charmen og oplevelsen. Infrastrukturen er langt fra det vi er vant til herhjemme — blandt andet vil den meste transport i provinsen være nødsaget til at foregå enten med fly eller båd, da Papua for en stor del består af tyk, tæt og mange steder uigennemtrængelig jungle. For at få mest mulig fornøjelse ud af turen er det vigtigt, at du besidder den ultimative eventyrlyst og stor fleksibilitet skulle vejrforhold, bureaukrati eller andre uforudsete faktorer ændre eller forsinke dagsplanen. Til gengæld belønnes du med en rejse til et af klodens vildeste hjørner, hvor eventyr står skrevet med stort fra turens start til slut, og hvor du er garanteret oplevelser forbeholdt de få.
Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.
Overnatning

På Bali, Dekai og Jayapura bor vi på hotel i dobbeltværelser. I Baliemdalen bor vi i rustikke, hyggelige og smukt beliggende bungalows midt i dalen. På sejlturen til Mabul og under opholdet i Manopteropo overnattes der i to-personers telte. Der vil være mulighed for enkeltværelse/telt mod et tillæg angivet nederst på siden.
Varighed

20 dage - heraf 4 dages vandring grad 2-3 af hver 4-6 timers varighed.
Klima

Papuas tætte beliggenhed ved ækvator gør, at vejret er nogenlunde ens året rundt. Klimaet er tropisk, og der falder mere nedbør i regntiden, som typisk går fra november til marts. Dog skal du også være forberedt på regnbyger udenfor regntiden. I højlandet ligger dagstemperaturerne normalt mellem 20-28 grader og i lavlandet på 25-30 grader. Nattemperaturerne ligger mellem 10-15 grader.
Visum

Et 30 dages turistvisum til Indonesien fås i lufthavnen ved ankomst til Bali. Husk at indrejse til Indonesien kræver at dit pas er gyldigt minimum seks måneder efter udrejse. Medbring desuden en kopi af dit pas samt to passfotos til rejsetilladelse (surat jalan) i Papua. Tilladelsen fås ved indrejse i Papua.
Vaccinationer

Kontakt seruminstituttet eller egen læge min. 30 dage før afrejse. Husk, at oplyse, at du rejser i kategori med rygsækrejsende.
Valuta

Kontante US-Dollars eller Euro.
Adgang til el

Det er ikke muligt at få opladet batterier til digitalkamera på denne tur. Medbring derfor batterier til hele turen.
Mobiltelefon

Der er kun sparsom mobildækning på denne tur. Mobiltelefon kan derfor kun benyttes fra tid til anden. Generelt ønsker vi ikke, at vores vandreture skal afbrydes af mobilsnak, hvorfor det kun er tilladt at sende SMS og samtale, når man ikke er i selskab med den øvrige del af gruppen.
Litteratur & Kort

Lonely Planet: Indonesia
Peter Matthiessen: Under the Mountain Wall
Lokale kort købes på Bali eller Papua
Deltagerprisen inkluderer

Flyrejse København-Denpasar, Bali t/r
Flyrejse Denpasar-Jayapura-Wamena
Flyrejse Wamena-Dekai
Flyrejse Dekai-Jayapura
Flyrejse Jayapura-Denpasar
Indrejsetilladelse Papua (surat jalan)
Al transport til/fra lufthavne, vandreture og dagsture
Bådsejlads til Korowai bosættelse
Alle overnatninger
Måltider som indikeret under dagsbeskrivelserne
Dansktalende turleder
Engelsktalende lokalguide og kok
Bidrag til rejsegarantifonden
Deltagerprisen inkluderer ikke

Indonesisk visa (ca. USD 25,-)
International Airport Tax Bali (ca. USD 15,-)
Personlige lommepenge, herunder udgifter til drikkevarer
Ikke indikerede måltider i dagsbeskrivelser, beregn ca. DKK 50,- pr. måltid
Drikkepenge, beregn ca. DKK 300,-
Enkeltværelsestillæg DKK 3.250,-
Rejseforsikring
Evt. aktiviteter og udflugter på Bali og i Jayapura
Evt. betaling for bagage overvægt på fly
Evt. afbestillingsforsikring

Kontakt os

FOTOS

Papua - Ekspedition med stammefolk, Baliemdalen og Korowai regnskov
Vis billedserien

PAKKELISTE

Pakkeliste: Papua - Ekspedition med stammefolk, Baliemdalen og Korowai regnskov
Læs

FACEBOOK

Tip en ven!

 
  Topas Travel l Bakkelyvej 2 l 8680 Ry l Denmark l CVR: 17630008 l Telefon (+45) 8689 3622 l Fax (+45) 8689 3688
Topas er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening l Tilsluttet rejsegarantifonden, reg. nr. 899
Når du bestiller en Topasrejse kan du betale med disse kort