Hverdagslivet i Andesbjergene

Danmark - Peru. Måske tænker du på fodbold-VM i sommeren 2018, men for mig er det en ganske anden kamp, der kommer frem på nethinden. Nemlig en ca. 10 minutter lang kamp i 3.800 meters højde i en peruviansk bjerglandsby.

På det ene hold var en flok piger i farvestrålende skørter og en kæk lillebror med frostbidte kinder – alle i sandaler lavet af gamle bildæk. På det andet hold spillede vi – en gruppe Topas’ere med trætte ben efter fire dages vandring gennem Andesbjergene.

Kampens resultat taler vi ikke om! Det, jeg husker allertydeligst, er grinene, legen og det fællesskab, der spontant opstod mellem de lokale børn og os Topas’ere, da bolden blev fundet frem, og to mål hurtigt markeret med et par trøjer og tørklæder. Så var kampen i gang.

Fodboldkampen her er et eksempel på dét, der for mig er det unikke ved de fem dage på Topas’ rundrejse i Peru, hvor vi er på trek i Andesbjergene. Nemlig mødet med de, der lever i de små landsbyer i en hverdag, vi slet ikke kan forestille os. Og som vi kun får mulighed for at møde og lære lidt at kende, fordi vi snører vandrestøvlerne og begiver os ud på stier, hvor kun muldyr, lamaer og personer til fods kan komme frem.

Trekket foregår i området omkring Lares, et par timers kørsel fra Cusco. Det er i afstand ikke langt fra det berømte Inka-trail, men det mærker vi ikke meget til i de fem dage, vi vandrer fra landsby til landsby. Det er nemlig kun ganske få andre mennesker, vi møder på vores vej.

Oftest er det lokale, som med kinderne bugnende af cocablade overhaler os i fuld firspring, på vej til eller fra nabobyen flere timers vandring derfra. Eller også er det kvinderne fra landsbyen, som sidder på en sten og spinder garn, mens de vogter græssende får og lamaer. Andre turister møder vi kun sjældent på trekket.

Det giver ro og en oplevelse af at være helt på egen hånd i de mægtige og barske Andesbjerge. Støt og roligt bevæger vi os – skridt for skridt – igennem de barske bjerge. Hvis vi er heldige kommer sølvhvide gletsjere frem mellem skyerne, og vi bliver belønnet med udsigter som tager den sidste pust fra os i den tynde luft.

Her på stierne, hvor vi nu vandrer, har lokale bevæget sig igennem umindelige tider. For at udveksle varer – kartofler, uld og kød - med naboerne og for at komme fra A til B. Og selv i dag er hovedvejen mellem nogle af samfundene en smal stenet sti. Det er som om vi er taget tilbage til en helt anden tid.

Sådan er også, når vi om eftermiddagen kommer til en af de små landsbyer, hvor vores lokale hjælpere har slået lejren op. I Cancha Cancha, et lille samfund der ligger en dagsvandring fra alt andet end bjergene, er der godt nok for ganske nyligt kommet elektrisk lys, men dagligdagen fortsætter, som den altid har gjort.

Vi får af og til mulighed for at besøge en af familierne i deres hjem og få et unikt indblik i hverdagslivet i landsbyen. Her er stue, soveværelse og køkken med åbent ildsted samlet i ét rum. Hønsene løber ind og ud af huset, og der skal ikke være stille ret længe, før vi hører en puslen og en underlig lyd, som når man trykker på et pivdyr. Står vi stille kommer lyden nærmere, og vi har pludselig 10-12 marsvin rendende mellem vores fødder. Det er også del af husets beboere – og et sandt festmåltid til særlige lejligheder.

Måske får vi også lov at komme tæt på mændene, der knokler med at gøre markerne klar til den næste kartoffelhøst. Her kommer ingen maskiner frem, så alt – fra pløjning til såning og høst – foregår manuelt. Og alligevel står plovfurer og marker snorlige, efterhånden som mændene i en fast, hurtig takt vender jorden.

Når vi kryber sammen, skulder ved skulder, over eftermiddags-cocateen i spiseteltet er det ofte netop oplevelserne fra det liv, vi møder lige ude på den anden side af teltdugen, der er emnet for snakken over langbordet.

Vi er der for en nat i vores medbragte telte, og når vi vandrer videre dagen efter, er arbejdet med at pløje endnu en kartoffelmark allerede i gang, og vi møder de første fåre- og lamaflokke på vej på græs. Tiden er ikke gået i stå. Den går blot på en anden måde her midt i Andesbjergene, og det er blandt andet det, der gør, at oplevelserne, jeg tager med mig fra trekket er blandt de, der sætter sig i både krop og sind – og som bliver der.