På research i Lapland

35 centimeter ny sne. Blå himmel. Knivskarpe, ny-optrukne langrendsspor. Det er så optimalt, som det overhovedet kan blive her på min anden dag på løjperne i Lapland. Jeg er ude for at danne mig et overblik over terrænet og de mange langrendsspor omkring Saariselka. Jeg vælger løjpen til venstre og tøffer afsted.

Jeg har løbet på ski i en del år. Dog primært i bjergene på randonnéski og alpint, men jeg er fortrolig nok også med langrendsski på fødderne. Formen er god, men jeg skal være ærlig at sige, at jeg halter bagud på teknikken. Jeg øver mig undervejs på både glid og spark og ligesom jeg synes, at nu går det egentlig meget godt, bliver jeg overhalet af en finsk, ældre herre, der ubesværet kan både smile og snakke, mens han piler forbi mig. Jeg forsøger at kopiere hans teknik og få de samme laaange glid, så jeg skal bruge mindre energi. Det går, men langt fra ubesværet.

Som i Norge er langrend en del af finsk kultur og næsten alle finner har lært at løbe på ski umiddelbart efter deres første skridt. For årtier siden var langrend et vigtigt og almindeligt transportmiddel om vinteren på vej til arbejde eller skole og i mindre samfund er der børn, som stadig løber på ski frem og tilbage til skole.

Så selvom du tænker, at Norge er STEDET til langrend, så glem ikke at kigge længere mod nordøst. Som langrendsdestination er Finland og ikke mindst Lapland en yderst værdig nummer to. Og så er der mange andre og helt eminente vinteraktiviteter at fornøje sig med i de laplandske vinterlandskaber som fx:

”Er du klar?” spørger guiden. Jeg nikker og han løsner rebet på mine fem yderst hyper og utålmodige hunde, der kun har en ting på hjernen. LØB! Det giver et ryk i slæden, da hundene i løbet af få sekunder accelererer fra 0 til 15 kilometer i timen og flintrer afsted.

Det kilder vildt i maven af spænding, fryd og lidt nervøsitet. Jeg hørte meget opmærksomt efter til briefingen, inden vi satte ud på turen, men hvordan var det lige man skiftede fødderne fra siderne til bremsen? Og hvad var det nu, det betød, når guiden cirkulerede med højre arm i luften? Var det stop? Kør? Sænk farten?

Hundene kender ruten, så det er begrænset, hvor meget de skal styres. Og egentlig er styringen ret logisk. Slæden skal bremses ned af bakke. Man hjælper hundene ved at løbe med op ad bakke. Farten skal ned i sving og man finder hurtigt ud af, hvilken side man ikke skal læne sig til i sving. Så efter de første hektiske minutter falder der ro over mig og mit spand.

Jeg begynder at kigge på omgivelserne omkring mig og selvom de er meget smukke, så er det sjovere at studere mine fem hunde. Hvem af dem bestemmer, trækker godt til og snyder lidt. Den lysebrune Miki med de sprælske øjne er spandets frækkert og det er også hende, som går til angreb på slædens rensdyrskind under pausen. Hun får de andre lokket i fordærv og inden længe moser de rundt og finder hvert deres hjørne af skindet at tygge og hive i. De er så viklet ind i hinanden, at det tager guiden en rum tid at få deres seler viklet ud igen, før vi kan køre videre.

Den 10 kilometer lange rute er ovre alt for hurtig. Jeg kunne sagtens have kørt meget længere, men det er en god distance for hundene. Og det er jo dem, som gør alt arbejdet. Efter turen er det nusse-tid, så man kan få sagt tak for turen. Miki får det meste af min kærlighed – både fordi jeg synes, hun er den sjoveste og fordi hun formår at skubbe de andre af vejen. På hundefarmen forærer man hundene væk, når de går på pension. Heldigvis ligger Mikis otium et godt stykke ud i fremtiden. Ellers var jeg nok kommet hjem med en hund i kufferten.

Lapland er samernes land og Inari-Saariselka regionens hovedsæde for samerne i Finland. Uvidende og grænsende til det naive havde jeg forestillet mig, at jeg ville støde på Samere i deres smukke, farverige dragter både på gaden og blandt rensdyr ude i terrænet. Men Samerne går klædt som alle andre vestlige, kører på snescooter og har et almindeligt arbejde samtidig med, at de har rensdyrhold. Samerne er altså alt andet end synlige i landskabet, så ønsker man at stifte bekendtskab med deres truede kultur, må man opsøge den i form at et besøg på en farm udenfor byen.

Besøget har karakter af et frilandsmuseum og består blandt andet i en tur med rensdyrkane. Jeg kom lige fra hundeslædeturen, hvor der var fart på og sneen hvirvlede omkring. I sammenligning går det langsomt i en rensdyrkane, som i helt vildt langsomt. Og man skal slet ikke styre – kanerne er bundet sammen og det er kun forreste kanes rensdyr, som med en viften fra Samerførerens enten højre eller venstre arm, ved hvilken vej den skal gå. Man kommer helt ned i gear og kan til fulde nyde landskabet, mens kanen knirker hen over sneen.

Det mest fascinerende ved rensdyr er deres gevir. De kan blive omkring 130 cm lange og snildt veje 15-20 kilo. Ved ankomsten til farmen undrede det mig, at ét rensdyr havde et smukt, regelmæssigt gigantisk gevir. Et andet manglede hele venstre side af sit gevir og det tilbageværende hang i laser. Et tredje havde slet intet gevir men blot et par runde knopper. Det viser sig, at rensdyr skifter gevir årligt. Hannernes nye gevirer begynder at vokse i februar og hunnernes i maj. Hannernes gevirer falder af i november, mens hunnerne beholder deres indtil de har født deres kalve i maj. Således kan man altså konstatere, at Rudolf er et hun-rensdyr, da hannerne ikke har gevir i december!

Der var meget andet at lære om rensdyr og samerne under besøget og det var også den eneste chance for at komme tæt på de smukke dyr, få taget nogle farverige billeder og få spurgt Samerne om deres livsstil og kultur.

Det er minus 9 grader. Jeg står i bare tæer kun iført badedragt på et vådt, grønt plastikunderlag foran et to meter bredt og én meter dybt vandhul omgivet af is. Jeg forsøger at samle mod til mig og samtidig slappe så meget af, at jeg kan stoppe den ufrivillige tandklapren. En familie med en baby på armen kommer ud af omklædningsrummet og går stille og roligt ned af trapperne til vandhullet. Babyen siger ikke en lyd ved kontakten med det iskolde vand og da de passerer mig på vej op, tænker jeg, at nu er det for pinligt, hvis jeg ikke kan tage mig sammen til at gå i.

”Hold fast i rebet”, lyder et velmenende råd fra en af badegæsterne. ”Strømmen i vandhullet kan godt være lidt stærk.” Jeg kigger på iskanten og tænker et kort øjeblik på, hvor lang en tur man mon kommer ud på under isen, hvis strømmen tager én, men skubber hurtigt tanken fra mig. Så voldsom er strømmen i et offentligt ishul nok ikke…

Første fod i vandet giver et gys helt op i min hjerne, som hermed slår fra for alle andre tanker end ’ikke tænke, bare gå i – ikke tænke, bare gå i – ikke tænke bare gå i!’ Så det gør jeg, griber fast i rebet og dykker under.

Sekunderne jeg tilbringer i det iskolde vand kan tælles på én hånd. Men jeg GJORDE det og oppe igen bliver jeg mødt af store smil fra de omkringstående, som sikkert havde deres tvivl om, hvorvidt dette skvat af en dansker formåede at hidkalde sin indre viking og gå i. Der var næsten et helt dåbsritual over det. Jeg blev en af dem. En sej finne.

”Skynd dig med ind i varmen. ” Jeg trisser efter en rar finsk dame, der helt naturligt tager rollen som min sauna guide. I Kilopaa har man en såkaldt røgsauna (Savusauna), som er en sauna uden skorsten. Træ afbrændes i en stor ovn og røgen fylder rummet. Når saunaen er varm, lader man ilden dø ud og lufter (det meste af) røgen ud. Ovnens resterende varme sørger for saunaens temperatur. Der er mørkt og uventet stille i den fyldte sauna. Babyen er der og siger stadig ikke en lyd. Jeg prøver at lade være med at hoste, men et par bjæf slipper ud, inden jeg endnu engang tager kontrol over krop og hjerne og slapper af.

I Finland siger man, at iskolde bade og sauna er afstressende. Om det er videnskabelig bevist, ved jeg ikke. Men for en stund var jeg i hvert fald 100% til stede i nuet og havde det vældigt godt og zen-agtigt i min tilrøgede krop på turen i skibussen tilbage til Saariselka.

Der er researchture og så er der research tur til Lapland. Dette var mit første besøg i Lapland og det er absolut ikke mit sidste. Jeg var slet ikke klar til at tage hjem efter otte dage i Saariselka og havde store tårer i øjnene, da flyet rullede ud på startbanen i Ivalo.

Lapland er gudesmukt, sneen er ultralækker, der er umådeligt højt til loftet og så er det længe siden, jeg har haft så mange sjove og anderledes oplevelser. For mig er Lapland én stor ’legeplads’ i verdens mest vidunderlige vinterlandskab.

Er du også til eventyr, udeliv, langrend, god mad, lækker sne, nordlys, slædehunde, rensdyr, kolde bade og varme saunaer – så kom med os til Lapland. Her er vinteren alt andet end ’noget som bare skal overståes!’


Har du spørgsmål til turen, så kontakt mig på ch@topas.dk.
Nähdään Lapissa (vi ses i Lapland)

Camilla Hvalsøe