Rejsen kort
På denne tur har vi udvalgt det bedste, solskinsøen Mallorca har at byde på og sammensat en meget varieret vandreferie hvor vi blandt andet kan glæde os til små maleriske fiskerlejer, dramatiske klippekyster og spektakulære udsigter i de høje Tramuntana bjerge, der på grund af sin enestående natur og kultur har fået en fornem optagelse på UNESCOs verdensarvsliste.
Derfor kan du også glæde dig til at opleve kulturen og Mallorcas historie på tæt hånd når vi vandrer forbi de rustikke gamle fincaer, landejendomme med over 1.000 år gamle krogede oliventræer og når vi går på opdagelse i gamle forsvarsværker mod tidligere tiders pirateri i Middelhavet.
Vi bor i to forskellige udvalgte havnebyer, der begge ligger ved en dejlig sandstrand inderst i en beskyttet bugt, så du kan slutte en spændende vandredag af med en forfriskende dukkert i det krystalklare vand.
Glæd dig til
- Afvekslende vandredage i Serra de Tramuntana bjergkæden -'en vandrers paradis'
- Fabelagtige udsigter til bjerge, kyst og billedskønne landsbyer
- Vandring ad ældgamle stier i fodsporene af romerne, smuglere, pirater og hyrder
- Balitx dalen med autentiske fincaer og krogede oliventræer
- Hyggelige landsbyer midt i citrusplantagernes søde duft
- Vandring på den berømte 'Biniariax' kalkstenstrappe ad en smal kløft til Sóllers dal
- Mallorcas smukke kyst med små, idylliske havne og turkise bugter
Vandreferie med Topas
Ønsker du at være fysisk aktiv, opleve rejsemålet indgående og betages du af store naturoplevelser? Læs her om vandreferie med Topas.
Program
Dag 1 - Ankomst til Mallorca - Indkvartering i havnebyen Port de Sóller
Straks efter ankomsten kører vi til den tidligere havn og fiskerleje Port de Sóller, der med sin centrale beliggenhed i Tramuntana bjergene, danner rammen for vores første dage på øen.
Dag 2 - Ad de gamle fiskeres rute til smukke olivenlunde
Vores første vandredag fører os både forbi den maleriske bugt Cala Deià, langs kysten med det krystalklare vand ad ‘Fiskermandsruten’ og gennem lunde med krogede gamle oliventræer.
Dag 3 - Enestående kystvandring og idylliske finca'er
En enestående køretur tager os langs den mest dramatiske del af Tramuntana bjergene og ned ad den ikoniske Sa Calobra vej til den fredelige bugt Cala Tuent. Herfra går vi ad en kyststi højt over havet, igennem den dybe Balitx dal forbi idyllisk beliggende, rustikke landejendomme, de såkaldte baleariske finca’er.
Dag 4 - Fra appelsinlunde til rå bjergtoppe
I dag er ruten varieret med appelsinlunde, frodige dale, terrasser med oliventræer, stejle kløfter, mageløse udsigter over havet og den berømte kalkstenstrappe Barranc de Biniaraix, der leder os op til turens højeste bjergtop, hvor vi har gode chancer for at se de majestætiske gribbe svæve over os.
Ved afslutningen af dagens vandring kører bussen os til vores nye hotel i havnebyen Port de Pollença, hvorfra vi vil bruge de kommende dage på at udforske Mallorcas nordligste bjerge.
Dag 5 - Dag på egen hånd med mulighed for markedsbesøg og smalle gader i Pollença's gamle bydel
Benene kan få et lille hvil i dag, hvor det er den ugentlige markedsdag i Port de Pollença. I området kan man også udforske den hyggelige gamle bydel i Pollença med de ikoniske 365 trin til Calvari kapellet eller gå en kortere tur til den smukke bugt Cala Bóquer.
Dag 6 - Et forsvar mod pirater og panoramaudsigt fra bjergrygge
I 1500-tallets Mallorca var der behov for at kunne forsvare sig mod Middelhavets mange pirater, og vi oplever i dag ruinerne af et særligt smukt beliggende vagttårn, med en enestående udsigt og den gamle kanon (næsten) klar til affyring inden vi følger bjergryggene nedad igen og imponeres over de vilde geders elegante spring på klipperne.
Dag 7 - Dramatiske klippeskrænter og azurblåt vand
På vores sidste vandredag går vi forbi den lille by Cala Sant Vicenç, hvor vandets blå farve nærmest synes uvirkelig. Herfra bevæger vi os op af klipperne på ‘pynten med de hvide bugte’ Punta de Coves Blanques til et udsigtspunkt hvorfra vi overvældes af de stejle klippeskrænter, der går direkte ned i havet på pyntens bagside. Tilbage i Cala Sant Vicenç er der tid til at opleve byen på egen hånd og måske afslutte en god vandreuge med en velfortjent dukkert i en af de små bugter.
Dag 8 - Afrejse fra Mallorca til Danmark
Vi siger farvel til skønne Mallorca efter en afvekslende og spændende vandreferie i og omkring Tramuntana bjergene.
Prisen inkluderer
- Grupperejse med Topas turleder og guidede vandreture
- Flyrejse København – Mallorca t/r
- Al transport (bus og taxi)
- Transport af bagage på flyttedagen
- Alle overnatninger i delt dobbeltværelse
- Måltider som beskrevet i dagsprogrammet. Turlederen vil sørge for lokale specialiteter til picnic på vandredagene.
- Bidrag til rejsegarantifonden
Prisen inkluderer ikke
- Lommepenge og udgifter til drikkevarer
- Udgifter til ikke inkluderede måltider (beregn mellem DKK 150-250 pr. måltid)
- Evt. rejse- og afbestillingsforsikring
- Tillæg for enkeltværelse DKK 2.500,-
Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!
- Sværhedsgraden på rejsen
- Overnatningerne
- Lidt om vandreturene gennem bjergkæden
Fællesskabet
Bliver vi gladere af at rejse sammen? Læs mere om fællesskabet, grupperejsen, gruppestørrelsen og det sociale liv der udspiller sig på en Topas-rejse.
Dagsprogram
Dag 1. Ankomst til Mallorca - Indkvartering i havnebyen Port de Sóller
Vi rejser med fly fra Danmark til Palma de Mallorca. Straks efter ankomsten kører vi de ca. 40 min i bus til den tidligere havn og fiskerleje Port de Sóller, der med sin centrale beliggenhed i Tramuntana bjergene, danner rammen for vores første 3 dage på øen.
Port de Sóller, med den smukke, måneformede bugt, bindes sammen med byen Sóller få kilometer inde på øen af de flotte gamle sporvogne.
Efter indkvartering på vores dejlige hotel vil vi få mulighed for at gå samlet ud og spise på en af de lokale restauranter og nyde solnedgangen over havet.
-/-/-
Dag 2. Ad de gamle fiskeres rute til smukke olivenlunde
Ca. 15 km, 450 m op & 650 m ned, 7 timer.
Efter morgenmaden på hotellet kører vi ca. 25 min. til landsbyen Deià, som ligger smukt i en dal af appelsin- og mandeltræer - klemt ind mellem det tusind meter høje bjerg Puig d’es Teix og Middelhavskysten.
Vores første vandredag tager os tæt på Mallorcas dramatiske kyststrækning fra Deià tilbage til Port de Sóller, og på turen i dag tager vi os god tid til at nyde kysten og de grønne omgivelser.
Fra Deià har vi et par kilometer ned gennem landsbyen og olivenlunde, før vi når den lille maleriske havn Cala Deià med bugtens blå-grønne farver, buldrende brænding og små, strandede både. Herfra fortsætter vi langs kysten via ‘Fiskermandsruten’ - en gammel sti anvendt af datidens fiskere - hvor bugtens karakteristiske hvide klipper står i stærk kontrast til det dybblå Middelhav.
Undervejs passerer vi små kolonier af Aleppo fyr - et typisk nåletræ fra Middelhavsområdet og når vi bevæger os væk fra kysten, kommer vi forbi store smukke landejendomme omgivet af lunde med krogede gamle oliventræer.
Inden ankomsten til Port de Sóller passerer vi El Far de Cap Gros, som er et af de to fyrtårne beliggende på hver side af bugten, og her stopper vi for at nyde en velfortjent forfriskning efter en god vandredag.
M/F/-
Dag 3. Enestående kystvandring og idylliske finca'er
Ca. 16 km, 650 m op & 650 m ned, 7 timer.
I dag giver vi os tid til at udforske det enestående kystområde nord for Port de Sóller, på en af Mallorcas mest fotogene vandreture.
Efter morgenmaden kører vi ca. en time igennem den mest dramatiske del af Tramuntana bjergene og ned ad Sa Calobra vejen, som er berømt for både sine mange hårnålesving og sine panoramiske udsigter. Her når vi udgangspunktet for dagens vandring, nemlig den fredelige bugt Cala Tuent, en lille uspoleret perle.
Vandringen ud af bugten tager os ad en høj kyststi med betagende udsigt over den rå klippekyst og havet og herfra videre igennem den dybe Balitx dal langs den ældgamle sti Cami Vell de Balitx, der i sin tid var en vigtig forbindelsesvej for bl.a. handlende i området.
Undervejs går vi forbi smukke gamle finca’er med olivenlunde og vandingssystemer fra områdets kilder. De baleariske finca’er er idyllisk beliggende, rustikke landejendomme med dybe rødder i områdets historie og de giver os et spændende indblik i den autentiske mallorcanske livsstil.
Området omkring Sóller er kendt som ‘appelsindalen’ eller ‘citrushaven’, og den sidste del af turen tilbage til Port de Sóller får vi et indtryk heraf.
M/F/-
Dag 4. Fra appelsinlunde til rå bjergtoppe
Ca. 17 km, 1.150 m op & 390 m ned, 7,5 timer.
Efter et par vandredage langs kysten, vil vi i dag bevæge os op blandt de højeste bjerge, der findes på Mallorca. Dagen i dag byder på nogle af turens mest imponerende udsigter.
Dagen starter med en kort taxitur til Sóller, hvorfra vi starter vores vandring. Først går vi ud af byen hvor den ene appelsinlund afløser den anden, inden vi når til starten af den berømte kalkstenstrappe Barranc de Biniaraix fra det 16. århundrede. Trappen er en del af pilgrims- og handelsstien gennem bjergene, og har en af Mallorcas flotteste udsigter over Middelhavet og Sóllers frodige dal.
Igennem den fotogene landsby Biniariax, og videre opad, hvor terrasser med oliventræer klamrer sig til kløftens stejle sider, og enkelte steder står ældgamle stalagmitformationer og vokser sig ganske langsomt større og større under klippernes konstante dryppen. Ved siden af os risler små vandfald, mens vi bevæger os væk fra civilisationen.
Hvor trappen ophører, tager en god sti os videre op gennem nåleskov, og hvis vejr, kræfter og tiden tillader det, fortsætter vi til toppen af Puig de l´Ofre (1.093 moh), hvorfra vi har en enestående udsigt over områdets bjergtoppe. Herfra kan vi blandt andet se Mallorcas højeste bjerg, Puig Major (1.436), hvis top spejler sig i den underliggende smaragdgrønne sø Cúber, der også fungerer som øens vandreservoir.
Fra l’Ofre begynder nedstigningen til Cúber, og undervejs er der gode chancer for at se de store imponerende gribbe svæve højt oppe over vores hoveder. Ved ankomst til Cúber venter bussen, som kører os til vores nye hotel i Port de Pollença ca. en time herfra.
Efter indkvarteringen kan vi slappe af med en forfriskning på terrassen, inden vi nyder aftensmaden på en restaurant i nærheden.
M/F/-
Dag 5. Dag på egen hånd med mulighed for markedsbesøg og smalle gader i Pollença's gamle bydel
I dag er der lagt op til at give eventuelt ømme ben en velfortjent pause og enten slappe af i Port de Pollenças smukke omgivelser eller at tage på oplevelse i nabolaget. Området byder på et utal af spændende og forskelligartede aktiviteter, som man kan fornøje sig med.
Onsdag er den ugentlige markedsdag i Port de Pollença, hvor områdets handlende opstiller boder med lokale specialiteter og frisk frugt og grønt. Vi anbefaler også et besøg i Pollença, hvor den hyggelige gamle bydel er en labyrint af små butikker og caféer. Her er det også spændende at opleve både byens museum og biblioteket, der er indrettet i en gammel herskabsvilla, ligesom de
ikoniske 365 trin op til Calvari kapellet med den smukke udsigt er et must når man er i Pollença.
Kan du bare ikke kan få nok af at vandre, ligger den smukke bugt Cala Bóquer kun 3-4 km fra Port de Pollença eller trænger du til ren afslapning i dag, så er den lange hvide sandstrand et velegnet sted til at hygge sig med en god bog og plaske lidt rundt i bugtens klare vand.
Din turleder vil være dig behjælpelig med yderligere informationer omkring muligheder og planlægning af dagen. Udgifter i forbindelse med de ovennævnte aktiviteter er ikke med i turens pris.
M/-/-
Dag 6. Et forsvar mod pirater og panoramaudsigt fra bjergrygge
Ca. 15 km, 580 m op & 770 m ned, 7 timer.
Efter hviledagen har vi friske ben og er klar til at udforske de nordligste bjerge på Mallorca. Vi kører ca. 30 min. i bus til Mirador de la Victoria inden vi går ad den brede skovsti frem til en afstikker, der fører os helt ud til spidsen af pynten.
Stien, der nærmest hænger på klippevæggen, går gennem ikoniske skove med de flotte Garballo-viftepalmer, som på Mallorca bruges til at væve traditionelle håndværksprodukter ex. kurve, hatte, tæpper og tasker.
Længst ude på pynten kommer vi til ruinerne af et forladt forsvarsværk. I 1500-tallets Mallorca var der behov for at kunne forsvare sig mod Middelhavets mange pirater, og vi oplever i dag ruinerne af et særligt smukt beliggende vagttårn, med en enestående udsigt og den gamle kanon (næsten) klar til affyring.
Tilbage fra afstikkeren følger vi bjergryggen nedad igen og imponeres over de spektakulære udsigter til små bugter og de vilde geders elegante spring på klipperne mens vi selv gør vores bedste for at følge trop. Vi går gennem en frodig kløft med retningen tilbage til kystbyen Mal Pas, hvor en bus tager os de ca. 25 min. tilbage til vores hotel i Port de Pollença.
M/F/-
Dag 7. Dramatiske klippeskrænter og azurblåt vand
Ca. 12 km, 490 m op & 490 m ned, 5 timer.
På vores sidste vandredag går vi fra hotellet til den lille by Cala Sant Vicenç. Den lille idylliske by breder sig over tre små bugter med både sandstrande og klipper, og her synes vandets blå farve nærmest uvirkelig.
Området mellem Cala Sant Vicenç og Port de Pollença er hjemsted for munkegribben, Europas største rovfugl, og er desuden et godt sted at spotte trækfugle.
Vi bevæger vi os videre ud af byen ad en bred sti til et område med en særlig historie. Stien blev konstrueret af fanger under den spanske borgerkrig og byder på en fantastisk udsigt over bugten. Vi passerer også indgangen til en tunnel gravet omkring 50 m ind i klippen, hvor man under den spanske borgerkrig opbevarede ammunition.
Længere oppe krydser vi en tidligere militær kanonstilling indtil vi når klipperne på ‘pynten med de hvide bugte’ Punta de Coves Blanques, og en fantastisk udsigt med de stejle klippeskrænter, der går direkte ned i havet på pyntens bagside. Vi fortsætter op ad en lidt stejl skråning til ’ørnebjerget’ Puig de l’Aguila, som byder på en meget imponerende panoramaudsigt.
Herfra går turen tilbage til Cala Sant Vicenç, hvor vi giver os selv tid til at opleve byen og måske svømme i det krystalklare vand inden vi tager den lokale bus de ca. 15 min. tilbage til Port de Pollença.
I aften nyder vi igen en dejlig middag og fejrer en veloverstået og smuk vandretur i godt selskab.
M/F/-
Dag 8. Afrejse fra Mallorca til Danmark
M/-/-
Klik her for at komme retur til Rejsen kort
Praktisk info
Varighed og sværhedsgrad
8 dage, heraf 5 vandredage, grad 2-3.
På denne tur er vandredagene ca. 7 timer i gennemsnit, mellem 12 og 17 km og med højdemeter på ca. 450-650 henholdsvis op/ned. Enkelte dage byder på lidt flere højdemeter, men vi sætter selvfølgelig tempoet derefter, og der vil være mulighed for at vælge en lettere mulighed. Maksimal højde på turen er knap 1.100 moh.
Hvad betyder sværhedsgraden?
Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!
Aktiviteter
Vi vandrer langt det meste på naturstier over enten klippe eller i skov. Stierne må således forventes at være både stenede og ujævne, og selvom det ikke er et must, anbefaler vi brug af både vandrestave og vandrestøvler med en god sål og ankelstøtte.
Overnatning
Der vil være mulighed for tilkøb af enkeltværelse mod et tillæg angivet i afsnittet ’Prisen inkluderer ikke’.
Måltider
Flyrejsen og lokal transport
Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.
Gode råd til din (fly)rejse
Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen, regler om bagage og indførsel af varer samt et godt tip til din håndbagage.
Klima
Valuta og kreditkort
Wi-Fi og Mobildækning
Pakkeliste
Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.
Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.
Få rabat med Topas
Når du køber en rejse hos Topas får du rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning og på dine vaccinationer.
Bagage
På vandreturene skal du kun medbringe en dagtursrygsæk til de ting, du skal bruge i løbet af dagen. Vi anbefaler en rygsæk med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at aflaste skulder og ryg. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage på flyet.
Den øvrige bagage kan pakkes i sportstaske, vadsæk, rygsæk eller kuffert.
Støvler
Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.
Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket.
Andet fodtøj
Vandflaske
Vandrestave
Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:
- Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.
- Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger. Det gælder især på højrute- og bestigningsture (grad 3-4 og opad), hvor man oftest bærer en rygsæk med betydelig vægt, og hvor det samlede antal højdemeter og vandredistancen på turen er betragtelig.
Gode råd til din vandreferie
Hvordan forbereder jeg mig bedst til min vandreferie? Læs her vores 5 bedste vandretips!
Tøj til vandring
- 2 -4 par tykke vandresokker
- Evt. 2 par tynde indersokker
- 1-2 par lette vandrebukser/vandreshorts
- Svedtransporterende undertøj evt. uldundertøj
- 2-3 tynde uldtrøjer
- 2-4 svedabsorberende T-shirts
- 1 sweater/fleecetrøje
- 1 vind- og vandtæt anorak eller jakke med hætte
- 1 par åndbare regnbukser
- Hue og handsker
Andet tøj
- Rejsetøj
- T-shirts
- Skjorter/langærmet bluse
- Strømper
- Undertøj
- Badetøj + håndklæde
Mod solen
- 1 tørklæde mod sol og til kølige dage
- Hat med bred skygge
- Gode solbriller
- Solcreme og læbepomade med faktor
Diverse
- Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter
- Medicin til eget brug samt sportstape, vabelplaster og evt. knæbind
- Toiletpapir (til vandredagene)
- Toiletsager
- Ørepropper (hvis du gerne vil sove uforstyrret om natten)
- Kamera, oplader og evt. ekstra batterier
- Alkoholgel til at vaske hænder i før picnic (kan købes på apoteket eller hos Matas)
- Evt. let plastictallerken til picnic
- Vådservietter
- Energibarer/yndlingssnack
- Evt. køresygepiller til bustransport
Specifikke turbemærkninger
Bemærk venligst
Klik her for at komme retur til Rejsen kort