NYHED

Spanien - La Gomera - Et vandremekka for naturelskere

Eksotisk vandreferie i Columbus’ fodspor på den kanariske ø La Gomera. En ægte naturperle med frodige landskaber, smukke dale, vilde klippekyster og tropiske skove.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

Med under en times sejlads fra Tenerife kan du opleve La Gomera – en ø hvis puls og ro er meget anderledes end de store turiststeder på Kanarieøerne. Øen er den næstmindste af Kanarieøerne og skabt til vandring med mange gode stier til de solide sko eller vandrestøvler. 

Alle dage tilbydes vandreture i et roligt tempo gennem øens mange kløfter og lokale toppe – ofte med store udsigter til havet og de omkringliggende øer. Vi skal nyde vulkanske landskaber med en helt særegen flora og fauna, hvoraf mange er endemiske og kunne findes dette ene sted i verden.

Du får også muligheden for at opleve en af de største tilbageværende laurbærskove i verden i nationalparken Garajonay. På vandreturene oplever vi den store variation i frodigheden mellem det nordlige og det sydlige La Gomera. Det hele krydret med et mildt klima, der fremkalder det lette vandretøj.

Glæd dig til

  • La Gomeras stejle, dybe og frodige slugter
  • Overnatning i små og charmerende byer
  • Store udsigter og kig til den andre Kanarieøer – La Palma, El Hierro og Tenerife.
  • Vandring blandt daddelpalmer, agave kaktus og fantastiske basaltsøjler
  • Ægte urskovsatmosfære i Garajonay nationalparkens gamle og mosbelagte laurbærtræer
  • Vandring til La Gomeras højeste top (1487 moh) - et dramatisk og begivenhedsrigt sted

Vandreferie med Topas

Ønsker du at være fysisk aktiv, opleve rejsemålet indgående og betages du af store naturoplevelser? Læs her om vandreferie med Topas.

Program

Dag 1: Ankomst til La Gomera
Vi flyver fra Danmark til Tenerife og har en kort transfer til færgen mod La Gomera. Afhængigt af fly og færgetider kan der være et kort ophold i Los Cristianos med mulighed for havbad og eller frokost.
Sejlturen til La Gomera tager ca. 50 minutter. hvorefter vi kører til vores hotel i Hermigua.

Dag 2: Nærstudering af lokalområdets mange faciliteter
I det milde klima er der mange muligheder for at være ude. Turlederen tilbyder en lettere tur i nærområdet, så vi lærer det vulkanske landskab lidt at kende og får de første fine udsigter, som busturen i går allerede indikerede, der er mange steder. Der bliver naturligvis også tid til at nyde byens faciliteter.

Dag 3: Vandring i Vallehermoso – den smukke dal
Vi starter fra morgenen af med en kort bustur til den smukke dal Vallehermoso. Her venter en rundtur med mange planter, som vi kender hjemme fra vindueskarmen. Endvidere ser vi dadelpalmer, laurbærtræer og lyng højere end et menneske.

Dag 4: Vi skal opleve den for mange smukkeste by på La Gomera – Agulo
Agulo ligger smukt placeret lidt over 100 meter over havets overflade og ca. 500 meter under den lokale udsigtsplatform. Vi skal opleve begge dele, inden vi går hjem til vores hotel. 

Dag 5: Flyttedag og oplevelser på øens sydlige del
Vi flytter os ca. en halvtimes kørsel længere mod syd til øens hovedstad San Sebastian, hvor vi skal se både by og det lidt mere tørre landskab.

Dag 6: Toptur til 1487 meter over havet og i skovens dybe stille ro
I dag skal vi til toppen af La Gomera, og vi skal opleve verdens måske største tågeskov fyldt med træagtiglyng, bregner og ikke mindst laurbærtræer. Skoven passer som ind i en overnaturlig film med trolde og væsner.

Dag 7: Vi krydser øen for også at opleve ”Den store Konges dal” Valle Gran Rey
Det bliver en dag med udsigt til havet stort set hele dagen. Ud på eftermiddagen kommer vi helt ned til havet i Valle Gran Rey, og måske med tid til en dukkert i Atlanterhavet.

Dag 8: Fra La Gomera til Danmark
Vi tager færgen til Tenerife og at flyve retur til Danmark med gode minder og forhåbentligt lidt sol på næsen.

Se det detaljerede dagsprogram her

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder og guidede vandreture
  • Flyrejse København - Tenerife t/r
  • Al transport (bus og færge)
  • Alle overnatninger i delt dobbeltværelse
  • Måltider som beskrevet i dagsprogrammet
  • Indgang til nationalparker
  • Bidrag til Rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider (beregn € 20 – 25 pr. måltid)
  • Entré til museer og lignende
  • Tillæg for enkeltværelse 1.500 DKK
  • Evt. rejse- og afbestillingsforsikring

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

Rejsens maksimale deltagerantal: 18 personer.

Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:

  • Sværhedsgraden på rejsen
  • Overnatningerne

Fællesskabet

Bliver vi gladere af at rejse sammen? Læs mere om fællesskabet, grupperejsen, gruppestørrelsen og det sociale liv der udspiller sig på en Topas-rejse.

Dagsprogram

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.

Dag 1: Rejse fra Danmark til La Gomera via Tenerife

Vi flyver ud af Danmark typisk om morgenen. Afhængig af fly og færgetider kan der være et par timers ophold i Los Cristianos med tid til frokost og måske et havbad. Sejltiden til La Gomera er ca. 50 minutter, hvorefter vi har ca. en halvtime til vores hotel i Hermigua. 

La Gomera er den næstmindste ø i gruppen Kanarieøerne og ca. på størrelse med Bornholm.

Hermigua, hvor vi skal bo de første fire døgn, er spisekammeret på øen. Her er en tilpas mængde af varme og nedbør, som giver gode vækstbetingelser for bananer, agave og talrige grøntsager. 

De cirka 30 minutter i bus fra færge til hotel giver en god fornemmelse af øens mange kløfter og udsigtspunkter.

-/-/A

Dag 2: Vi starter stille og rolig ud med en tur til stranden.

Dagen i dag foregår rundt Hermigua, som mange kalder La Gomeras spisekammer. Klimaet her er perfekt til at dyrke bananer, grøntsager og agave til kosmetik. På dagens vandring vil vi støde på mange planter, som vi kender hjemme fra vindueskarmen.

Ud over den fine flora vil vi på dagens tur få mange kig til havet, måske vulkanen Teide, som med sine godt 3700 meters højde rager godt op i landskabet på naboøen Tenerife. På turen til stranden finder vi også ud af, at La Gomera langt fra en flad. 

Områderne her på øens nordøstlige del og tydelig påvirket af passatvindene, som bringer fugtighed med fra havet til gavn for plante- og dyrelivet. Vindene betyder også, at havet kan være præget af store oceaniske bølger i dette område.

Vi returnerer til midt på eftermiddagen, så der også er tid til at nyde hotellets og byens faciliteter.

Dagens vandring ca. 12 km og 600 hm op og ned. 

M/F/A

Dag 3: Vandring i Vallehermoso - 'Den Smukke Dal'

En kort køretur bringer os efter morgenmaden til Vallehermoso i La Gomeras nord, som er øens grønneste og mest frodige del.

Vallehermoso betyder den smukke dal, og dette er så afgjort også et meget malerisk sted, hvor landsbyen af samme navn ligger lunt og godt mellem stejle bjergkamme ved basen af den 250 meter høje vulkanmonolit Roque Cano. Vores vandretur starter bag landsbyens fine kirkegård og går op gennem kløften ’Barranco de la Era Nueva’, som er overstrøet med daddelpalmer og enebærtræer.

Jo højere vi kommer op, jo mere stejl og tilgroet bliver stien, der går på kryds og tværs over en lille rislende bæk under tæt bambusvegetation. Godt 500 højdemeter senere topper vi ud på bjergkammen Tesselinde ved helgenskrinet Ermita Santa Clara (husk at medbringe en rose i offergave) til en spektakulær udsigt over La Gomeras dramatiske, stejle nordkyst, det dybblå Atlanterhav og de små huse nede ved kysten, som danner en af kanarieøernes mest isolerede bosættelser Arguamul.

Santa Clara er et fint sted for en picnic. Vores vandring fortsætter efter frokost via en god og bred sti langs Monte Calderas bjergryg — stadig med flotte udsigter til kyst, naboøerne La Palma og El Hierro , palmelunde, gigantiske kaktusser og smukke million år gamle vulkanske basaltsøjler. Efter en times tid med let og relativ flad vandring runder vi bjerget Montana Blanca, og herfra går turen tilbage ned til Vallehermoso. Det meste af vejen under nedstigningen kan vi nyde synet af landsbyen og Roque Canos dominerende, runde vulkantop. Vi mødes på torvet til en kaffe eller en kold øl, inden vi køres tilbage til vores hotel i Hermigua.

Dagens vandring ca. 13 km og 800 hm op og ned.

M/F/A

Dag 4: Agulo til Hermigua og over bakken hjem.

Mange betragter landsbyen Agulo på øens nordkyst som den smukkeste af alle byer på La Gomera. Byen ligger smukt placeret et godt stykke over havet på en lille afsats og med ret så høje fjelde lige bagved.

Vi vandrer hertil langs havet og går gennem byens små snævre gader, inden vi går til udsigtspunktet Mirador de Abrantes. Opstigningen er lidt stejl, men vi belønnes virkelig med fantastisk udsigt til Tenerife og bagved venter et farvestrålende vulkansk landskab.

Kort herefter kommer vi ind i Palmita Dalen (lille palme). Her er et lille infocenter om øens geologi og en lille botaniskhave med en samling af de mange endemiske planter, som findes rundt på Kanarieøerne. Så vi holder lige en lidt længere pause her, hvor vi også kan indtage den medbragte frokost. 

På vores vej mod Hermigua skal vi over bjergkammen Lomo Gordo, hvorfra vi har den fineste udsigt til byen og vores hotel

Dagens vandring ca. 13 km og 1000 hm op og ned.
 
M/F/A

Dag 5: Vi holder flyttedag til øens hovedstad San Sebastian

Efter morgenmaden tjekker vi ud af vores hotel og kører mod sydøst ca. 30 minutter til San Sebastian.

Ifølge historien have Columbus et længere ophold her i byen inden han i 1496 fortsatte sin færd med at genfinde søvejen til Amerika.

Vi afleverer bagagen på vores nye hotel og går en tur ud i byen. Efter en lille rundtur finder vi et sted og spiser frokost. Om eftermiddagen er der mulighed at hvile ben efter de foregående dages mange højdemeter, en tur til den beskyttede strand i byen eller komme med ud på en lettere vandretur til en anden lille strand sydvest for byen. Det er en tur, hvor vi går samme ved ud og hjem.

Dagens vandring ca. 8 km og 300 hm op og ned. 

M/-/-

Dag 6: Toptur Alto de Garajonay 1487 meter over havet og tur gennem den tilstødende nationalpark.


Når vi er færdige med morgenmaden, tager vi bussen, som kører os et godt stykke op mod øens højeste punkt. På et passende sted under toppen stiger vi ud og begynder at gå op mod toppen. På hele vejen mod det højeste punkt er der formidable udsigter ud i syd. Når vi når helt op, kan vi tælle mere end 30 kløfter, som strækker sig ud i landskabet og igen med kig til de 3 naboøer.

Efter de obligatoriske billeder på toppen går vi ind i nationalparken. Denne bliver mere og mere spektakulær jo dybere vi kommer ind i skoven. Vegetationen ændrer sig gradvist fra enebær og lyng til at blive decideret laurbærskov. Den eneste af sin art i Europa af denne størrelse. En skovtype som var fremherskende i hele Middelhavsområdet før den sidste istid.

Langt det meste af det vand, som findes her på La Gomera stammer her fra skoven. Træerne opfanger fugt fra de skyer, som til stadighed driver ind over øen med Nordøst-passaten. Fænomenet kaldes en tågeskov. Den megen fugt drypper ned fra træerne og opsamles i små bække og kanaler, som dræner det livgivende vand her i vandreservoirer til senere brug.

 Vi runder den meget isolerede bebyggelse eller landsby El Cedro, inden vi begiver os ud til vejen, hvor bussen kan samle os op og køre os tilbage til hotellet. 

Dagens vandring ca. 15 km og 800 hm op og ned. 

M/F/-

Dag 7: På tur i ”Den Store Konges Dal” – Valle Gran Rey.

Dagens vandring starter en ca. en times transfer fra hotellet. Vi hopper af bussen et godt stykke over kystbyen og begynder vores nedstigning til havet.

Hele vejen ned kan vi se det store blå hav og den lille by Valle Gran Rey, som gradvis bliver mere tydelig, jo tættere vi kommer på.

På denne side af øen ligger vi meget i læ for den fremherskende nordøstenvind. Dette var i den grad med til at gøre stedet berømt i 1960-erne og ’70-erne, da turismen for alvor gjorde sit indtog på Kanarieøerne. Som en slags protest mod masseturismen på den omkring liggende øerne valgte flippere fra Nordeuropa at slå sig ned her. Nogle af dem har måske endda valgt aldrig at rejse hjem.

Helt nede i byen er der tid til at skylle støvet af sig i havet og / eller nyde en forfriskning på en af de omkringliggende barer.

Vi bliver hentet sidst på eftermiddagen og kørt tilbage til San Sebastian. 

Dagens vandring ca. 10 km og 200 højdemeter op og 1.000 højdemeter ned.

M/F/-

Dag 8: Hjemrejse til Danmark

Vi tjekker ud tidligt om morgenen for at nå færgen tilbage til Tenerife, hvorefter vi har en kort transfer til lufthavnen.

Afhængigt at færgetider og fly er der evt. mulighed for en ekstra lille udflugt på Tenerife til enten El Médano eller Los Abrigos tæt på lufthavnen på øens sydkyst. Måske et sidste dyb i havet eller frokost på en café inden flyveturen mod nord. 

M/-/-

Praktisk info

Aktiviteter

Vi vandrer langt det meste på naturstier, som alle er gode og bredde. Men stierne er anlagt på klippe og er derfor både stenede og ujævne.

På denne tur er der stejle op- og nedstigninger.  På et par af vandreturene er kommer vi over 1.000 meters højdeforskel enten op og/eller ned. Men vi sætter selvfølgelig vandretempoet derefter.

Brug af vandrestave er ikke et must. De er dog klart at anbefale. Stavene aflaster rigtig meget knæ og ben-muskulatur på både op og nedstigninger. De øger balancen i ujævnt terræn, og endelig kan du ved korrekt brug overføre kraft fra dine arme til at lette opstigningerne ret så meget.

Brug af vandrestave skal tillæres for at få det fulde udbytte. Vi anbefaler, du køber stave, som ikke vejer ret meget og som kan foldes og dermed fylder et minimum, når de ikke skal bruges.

Overnatning

HOTEL I HERMIGUA, LA GOMERA
Vores hotel Los Telares i Hermigua ligger billedskønt med udsigt til bananplantager og grønne bjerge. Hotellet har god plads med flere opholdsrum både inde og udendørs. Der er også en lille pool (ikke opvarmet). Værelserne er store og smagfuldt indrettede og de fleste med et lille køkken og balkon. Hotellet er ejet af familien Gámez og startet af Doña Gámez som på trods af sine snart 90 år stadig er involveret i driften. Det er dog primært datteren Luisa og hendes datter Ana, som står for driften. Fem minutters gang fra hotellet ligger deres restaurant (kun åben for hotellets gæster), hvor vi spiser morgenmad og enkelte dage også til aften. Familien dyrker selv deres grøntsager og frugter, laver deres egne marmelade samt bager lækkert groft brød af hjemmemalet korn. Som mange andre steder på la Gomera hersker her en ’grøn tankegang’ og hotellet gør meget ud af genbrug. Et rigtig hyggeligt og familiært sted, hvor man føler sig godt tilpas.

Bemærk - selvom de kanariske øer er kendt for sit 'bademiljø', så overnatter vi ikke på hoteller tæt ved kyst eller strand, hvorfor mulighederne for at bade på denne vandretur er begrænsede. Hvis man ønsker at bade på turen, betyder det som hovedregel, at man må tage en 'fridag' fra vandringen og selv tage til stranden.

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage i dagsprogrammet markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –.

Flyrejsen og lokal transport

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Gode råd til din (fly)rejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen, regler om bagage og indførsel af varer samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

Klimaet på de kanariske øer er, hvad man betegner som 'evigt forår' og betyder, at generelt er vejret behageligt året rundt og uden de helt store temperatursvingninger for årstiderne. Forventede temperaturer ligger forår og efterår på 10-24 grader om dagen og 8-15 om natten. I december måske nogle få grader lavere.

Det er dog vigtigt at understrege, at jo højere man kommer op over havets overflade, jo koldere bliver det, og for La Gomera gælder det, at øens sydlige dele får mindre regn og mere sol end den nordlige. Således vil du finde flest strande og badegæster i syd og vandrefolk i det mere, frodige og grønne nord.

Valuta og kreditkort

Det anbefales at medbringe hele valutaen i kontante Euro, da vi for det meste er på vandring i bankernes åbningstider.

Wi-Fi og Mobildækning

Der er generelt god mobildækning undervejs på vandreturene. På nogle af hotellerne er der gratis wifi. Vi anbefaler dog, at du nyder naturen og fællesskabet ved at begrænse forbruget så meget som muligt. Med andre ord; gå offline og dyrk nuet for at få mest muligt ud af din rejse.

Kort og Rejselitteratur

Discovery Walking guides: La Gomera Tour & Trail 1:35,000
 
Politikens: Turen går til Tenerife, La Gomera, La Palma og El Hierro

Området

LA GOMERA

I skarp kontrast til Teides golde landskab og blot 30 kilometer vest for Tenerife ligger den lille, runde og frodige ø La Gomera. La Gomera er ligeledes en vulkanø, men har ikke set skyggen af vulkansk aktivitet de sidste ti millioner år, hvorfor erosionen har haft frit spil og skabt et utal af dybe kløfter og spektakulære klippemonolitter. På øens midte findes desuden den største rest i verden af laurisilva — en skov bestående af træagtige planter af laurbærfamilien, der ellers blev så godt som udryddet overalt i middelhavsområdet under den seneste istid.

På La Gomera hersker der en rolig, afslappet og nærmest søvnig stemning blandt de 20.000 venlige og tilbagelænede indbyggere. Mere sprudlende og energisk er derimod øens mange storslåede og udfordrende vandreture, som følger et ældgammelt netværk af stier mange hundrede højdemeter op og ned i de stejleste kløfter og dale.

Bemærk venligst

PASOPLYSNINGER NØDVENDIGE - FÆRGEOVERFART TENERIFE/LA GOMERA

VIGTIGT - på denne tur i Europa skal vi bruge dine pasoplysninger for at kunne bestille billetter til færgeoverfarten mellem Tenerife og La Gomera. Billetterne købes ca. 30 dage inden afrejse, så det er vigtigt for os, at du husker at indtaste dit pasnummer, når du bestiller rejsen eller som minimum en måned inden din afrejse.

Får du nyt pas umiddelbart inden afrejsen, skal du tage både dit gamle og nye pas med på turen. Ved påstigning af færgen tjekkes hver deltagers pasnummer med passagerlisten og du vil blive nægtet adgang, hvis dit pasnummer ikke stemmer overens med nummeret på passagerlisten.

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning og på dine vaccinationer.

Bagage

På denne tur bor man fast 2 forskellige steder og skal derfor kun medbringe en dagtursrygsæk til de ting, man skal bruge i løbet af vandredagene. Vi anbefaler en rygsæk med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at aflaste skuldre og ryg. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage på flyet.

Den øvrige bagage kan pakkes i sportstaske, vadsæk, rygsæk eller kuffert.

Støvler

Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.

Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket.

Andet fodtøj

Evt. let fodtøj, f.eks. sandaler, til at skifte med, når du er færdig med dagens vandretur.
Evt. badesko.

Vandflaske

Medbring en eller flere flasker, som i alt kan rumme 1½ liter. Der kan med fordel benyttes 0,5 el. 1,5 liters danske genbrugs-sodavandsflasker, da de er lette og stærke. Vand købes på øen. Camelbacks kan bruges som alternativ, men er en noget dyrere løsning.

Vandrestave

Det er individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, fordi det til læres for at få det fulde udbytte. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — vandrestave der kan foldes eller har teleskop anbefales derfor kraftigt.


Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:

  • Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.
  • Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger.
  • Med dine arme er du i stand til at overføre kræfter fra overkroppen, som letter belastningen af din benmuskulatur.

Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.

Gode råd til din vandreferie

Hvordan forbereder jeg mig bedst til min vandreferie? Læs her vores 5 bedste vandretips!

Tøj til vandring

  • 2 -4 par tykke vandresokker
  • Evt. 2 par tynde indersokker
  • 1-2 par lette vandrebukser/vandreshorts
  • Svedtransporterende undertøj evt. uldundertøj
  • 2-3 tynde (uld)trøjer
  • 2-4 svedabsorberende T-shirts
  • 1 sweater/fleecetrøje
  • 1 vind- og vandtæt anorak eller jakke med hætte
  • 1 par åndbare regnbukser

Andet tøj

  • Rejsetøj
  • Evt. Tøj til aften- og bybrug
  • T-shirts
  • Skjorter/langærmet bluse
  • Strømper
  • Undertøj
  • Håndklæde (gerne letvægts)
  • Badetøj

Mod solen

  • 1 tørklæde mod sol og til kølige dage
  • Hat med bred skygge
  • Gode solbriller
  • Solcreme og læbepomade med faktor

Diverse

  • Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter
  • Pengebælte
  • Toiletartikler
  • Medicin til eget brug samt sportstape, vabelplaster og evt. knæbind
  • Toiletpapir (til vandredagene)
  • Ørepropper (hvis du gerne vil sove uforstyrret om natten)
  • Kamera, oplader og evt. ekstra batterier
  • Alkoholgel til at vaske hænder i før picnic (kan købes på apoteket eller hos Matas)
  • Vådservietter
  • Energibarer/yndlingssnack
  • Evt. et par mindre vandtætte opbevaringsposer til dagstursrygsækken
  • Evt. regnovertræk til dagtursrygsæk
  • Evt. køresygepiller til bustransport

Bemærk venligst

Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

Vælg din afgang

2. marts 2024  –  9. marts 2024 Udsolgt 12.970 DKK Venteliste
9. marts 2024  –  16. marts 2024 Udsolgt 12.970 DKK Venteliste
9. november 2024  –  16. november 2024 Åben for booking 9.970 DKK Bestil Rejse
16. november 2024  –  23. november 2024 Åben for booking 9.970 DKK Bestil Rejse

Kontakt os

Turkode: ESGO

Andre spændende rejser

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Topas' nyhedsbrev og få masser af gode tilbud og rabatter, tips og tricks samt inspiration til din næste aktive ferie.