NYHED

Spanien - Caminovandringer og UNESCO-sites i Malaga

Nyd vandreture på den berømte Caminito del Rey, gennem fredfyldte stier og beskyttede områder. Med base i historiske Antequera og charmerende Ronda, byder denne rejse på kultur, natur og 300 solskinsdage om året.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

Bag Costa del Sols populære og gyldne badestrande gemmer Malagaprovinsen på smukke landskaber, caminostier, historiske bygningsværker og imponerende UNESCO-seværdigheder. Tilsæt smagfulde andalusiske retter og et mildt klima, som gør det behageligt at rejse i provinsen året rundt.

Vi vandrer i forskelligartede landskaber; fra dybe kløfter med lodrette klippesider på den berømte vandrerute Caminito del Rey til bakkede, fredfyldte caminovandringer på bl.a. Camino Mozarábe de Santiago til kalkstensklippede landskaber ved UNESCO-beskyttede områder ved El Torcal de Antequera og Grazalema Natural Park. Få indblik i områdets dybe kulturarv og fortab dig i historiske bygningsværker og seværdigheder i Malagas gamle bydel.

Vi har base i historiske Antequera, et geografiske knudepunkt og Andalusiens hjerte, og dernæst den smukt beliggende Ronda, en af Spaniens ældste byer, også kaldet ”Tyrefægterens vugge”. Med et gennemsnit på 300 solskinsdage om året kan du besøge og vandre i Malagaprovinsen året rundt. Så drømmer du om at erstatte en af de mørke vinteruger med uges aktiv ferie i det sydlige Europa, er vores nye tur til Malaga et godt bud. 

Glæd dig til

  • Historiske Antequera, Andalusiens hjerte og geografiske knudepunkt
  • Vandring på tre forskellige caminostier; Camino Mozarábe de Santiago,
    Camino de Santiago via Serrana og Caminito del Rey
  • Vandring blandt karakteristiske kalkstensformationer ved UNESCO-sitet, El Torcal
  • Oplev Malaga historiske højdepunkter eller tag på vandretur med turlederen
  • Mærk suset blandt lodrette klippevægge og dybe kløfter på vandreruten, Caminito Del Rey
  • Charmerende Ronda, en af Spaniens ældste by, og besøg tyrefægterarenaen
  • Besøg grotten ”Cueva del Gato”
  • Karakteristiske hvide landsbyer, bl.a. Benoaján og hyggelige Grazalema
  • Vandring i Grazalema Natural Park, UNESCO Biosphere Reserve
  • Andalusiske specialiteter og smagfulde tapasfrokoster


Vi overnatter de første fire nætter i Antequera, i hjertet af Andalusien, og de næste tre nætter i Ronda, som har en hyggelige bymidte og en ideel placering tæt på Grazalema Natural Park. Vi bor begge steder på lokale, spanskejede hoteller i den gamle bydel – med let adgang til cafeer, restauranter og historiske seværdigheder.

Malaga er et populært rejsemål. Med denne tur stræber vi ikke efter ’at tage dig med derud, hvor ingen andre kommer’, men at give dig mulighed for at opleve Malagaprovinsens historiske, kulturelle og naturmæssige højdepunkter på en aktiv måde – på en årstid, hvor presset fra turisme er mindst.

Vandreferie med Topas

Ønsker du at være fysisk aktiv, opleve rejsemålet indgående og betages du af store naturoplevelser? Læs her om vandreferie med Topas.

Program

Dag 1: Fly til Malaga og videre til Antequera
Vi flyver til Malaga og kører i bus til Antequera, Andalusiens hjerte og geografiske knudepunkt. Vi indkvarteres på et spanskejet ejet hotel midt i den gamle bydel.

Dag 2: Vandring på Camino Mozarábe fra Almogia til Villanueva de Conception
Vi vandrer en etape på Camino Mozarábe – igennem et smukt, bakket og fredfyldt landskab, som ikke ser særligt mange vandrere.

Dag 3: Vandring ved kalkstensklipperne, El Torcal de Antequera, UNESCO’s Verdensarvsliste
Vandring blandt imponerende kalkstensmassiver som er formet af vind og vejr igennem utallige år og en eftermiddag til at opleve historiske Antequera.

Dag 4: Malaga historiske højdepunkter eller vandring med turlederen
Vælg mellem en dag på egen hånd i Malaga – med alle byens spændende og historiske seværdigheder – eller en vandretur fra Villenueva de Conceptión til Antequera med turlederen.

Dag 5: Vandring på Caminito del Rey og ’baseskift’ til Ronda, en af Spaniens ældste byer
Vandring på den berømte Caminito del Rey; en fantastisk smuk (og måske lidt hårrejsende) anlagt gangbro i kløften ved El Chorro. Vi spiser lokal frokost og skifter base til den smukt beliggende by, Ronda.

Dag 6: Vandring på Camino de Santiago de Serrana til grotten, Cueva del Gato
Vi vandrer igennem Rondas smukke, gamle bydel til vi rammer Camino de Santiago de Serrana. Vi følger caminoen til den hvide by, Benaoján og besøger på vejen Cueva del Gato.

Dag 7: Vandring i Grazalema Natural Park, UNESCO’s Verdensarvliste
Sidste vandredag går i UNESCO-beskyttet område ved Grazalema Natural Park. En vandretur i ægte bjergterræn, fulgt op af andalusisk frokost i Grazalemas hyggelige bymidte.

Dag 8: Afrejse tilbage til DK
Vi kører i bus til Malaga og flyver hjem til Denmark

Se det detaljerede dagsprogram her

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder
  • Flyrejse København – Malaga t/r
  • Lufthavnstransfer og lokal transport i forbindelse med vandreturene og udflugter
  • Alle overnatninger i delt dobbeltværelse
  • Måltider som beskrevet i dagsprogrammet (7 x morgenmad + 4 x frokost)
  • Indgangsbillet til Caminito del Rey
  • Bidrag til rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider (beregn ca. €20-25 pr. måltid)
  • Entré til museer i Malaga, arabisk bad, historiske seværdigheder og lign.
  • Tillæg for enkeltværelse (DKK 1.600)
  • Evt. rejse- og afbestillingsforsikring

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

Rejsens maksimale deltagerantal: 19 personer.

Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:
  • Sværhedsgraden på rejsen
  • Overnatningsstederne
  • Vandreruten Caminito del Rey

Fællesskabet

Bliver vi gladere af at rejse sammen? Læs mere om fællesskabet, grupperejsen, gruppestørrelsen og det sociale liv der udspiller sig på en Topas-rejse.

Dagsprogram

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –.

Dag 1. Ankomst Malaga Lufthavn og transfer til historiske Antequera

Efter ankomst i Malaga lufthavn bliver du mødt af din turleder og chauffør på turen. Snart lægger vi Costa del Sols gyldne strande og overflade bag os, når vi kører stik nord, ind i hjertet af Andalusien. Vi har en lille times kørsel til Antequera, der betragtes som Andalusiens geografiske knudepunkt og historiske hjerte, og som udgør vores base de første fire nætter.

Vi indlogeres på et lokalt, spansk hotel centralt i den historiske og gamle bydel, tæt ved byens torv. Efter informationsmøde, hvor turlederen fortæller om rammerne for og indholdet i turen, går vi sammen en tur rundt i byen og bliver stedkendte. 

-/-/-

Dag 2. Vandring på Camino Mozarábe de Santiago

Overalt i Spanien har caminostier igennem hundredvis af år forbundet mennesker, samfund, små og større byer. Vi skal i dag vandre ca. 20 kilometer på Camino Mozarábe fra Almogia til Villanueva de Conceptión. Camino Mozarábe de Santiago er en serie af tre stier, som havde særlig stor betydning for kristne pilgrimme i Middelalderen. Stien bugter sig i dag igennem forskelligartede landskaber, forbi historiske og hellige steder, og der hviler en særlig fredfyldt stemning i de bakkede landskaber, vi passerer igennem.

Fra morgenstunden kører vi med bus til vores startpunkt i den lille landsby Almogia. Herfra starter vores vandring igennem de bakkede landskaber, der præges af åbne vidder, små bebyggelser og olivenlunde. Undervejs finder vi et sted at nyde vores medbragte frokost, inden vi sidst på eftermiddagen kommer gående ind i landsbyen, Villanueva de Conception, som ligger flot for foden af klippemassiverne ved El Torcal, som vi skal vandre ved i morgen. Herfra kører vi i bus tilbage til vores hotel i Antequera.

Dagens vandring: Ca. 6-7 timer – 20 km, 487 m op, 347 m ned.

M/F/-

Vandring på Camino Mozarábe de Santiago er en fredfyldt oplevelse

Dag 3. Vandring blandt kalkstensklipper ved UNESCO-sitet, El Torcal de Antequera

El Torcal de Antequera er et imponerende kalkstensklippelandskab, som på det nærmeste danner en mur bag Antequera. Og navnet Antequera stammer da også fra det iberiske navn ’Antikaria’, som betyder ’lige overfor det enorme klippebånd’. De karakteristiske kalkstensformationer er helt unikke og er på UNESCO’s Verdensarsliste. Klipperne er på tæt hold et virvar af små labyrinter, og jo længere vi bevæger os ind blandt klipperne, jo mere imponerende er landskabet.

Vi starter dagen med at køre ca. 25 minutter i bus fra vores hotel til indgangen til El Torcal, hvorfra vores vandring starter. Vi har små 2 timers vandring med hældning opad, igennem dette særegne landskab, før vi når besøgscentreret ved El Torcal. Her gør vi et kort ophold ved besøgscenteret, og det vil være muligt at læse om området og drikke en kop kaffe, inden vi fortsætter vores vandring ind i selve klippemassivet. Vi skal ud på en markeret cirkulær rute, som tager os helt tæt på klipperne, igennem små, snørklede passager og belønner os med enestående udsigter.

Vi vender tilbage til Antequera først på eftermiddagen, hvor turlederen har bestilt bord til tapasfrokost på byens torv, for de der har lyst. Eftermiddagen kan bruges på at gå på opdagelse i Antequera, som bl.a. rummer mere end 30 kirker, og dermed kan titulere sig som den by i Spanien, som har flest kirker pr. indbygger. 

Dagens vandring: Ca. 3-4 timer, 7 km, 300 m op, 50 m ned.

M/-/-

El Torcal de Antequera – når lyset falder rigtigt, er det tæt på magisk

Dag 4. Dagstur til Malaga eller på vandring med turlederen

Du kan i dag vælge, om du vil have en dag på egen hånd i Malaga eller en dag på vandresporet med turlederen.

Malaga er en spændende by med meget på hjerte. Besøg fx Picasso Museet, Alcazaba, Castiello de Gibralfaro eller slå en smut omkring det travle marked, Mercado Atarazanas. Du kan også gå en tur op over byen og nyd udsigten over Costa del Sol’s kystlinje og Malagas ovale tyrefægtningsarena. Eller forkæle dig selv med et arabisk bad og nyde Malagas gastronomiske scene. Malagas gamle bydel emmer af historie og kultur, og den er ikke større, end at den nemt kan udforskes til fods.

Foretrækker du vandring frem for by, arrangerer turlederen endnu en etape på Camino Mozarábe, fra Villanueva de Conception til Antequera. Uanset om du er på ’Malaga-holdet’ eller ’vandre-holdet’, kører vi samlet afsted i bus efter morgenmaden. Vandreholdet sættes af på vejen og vandrer tilbage til Antequera, mens Malaga-holdet fortsætter til byens centrum sammen med buschaufføren. Vi mødes alle tilbage i Antequera om aftenen. 

M/-/-

Dagens vandring: Ca. 5 – 6 timer, 17 km, 400 m op, 495 m ned.

Malaga – de historiske bygningsværker ligger side og side

Dag 5. Vandring på Caminito del Rey og videre til Ronda, en af Spaniens ældste byer

Vi tager vandrestøvlerne på fra morgenstunden, for midt mellem vores base i Antequera og vores nye base i Ronda, ligger et unikt naturområde med bratte klippevægge og dybe kløfter. Her bugter vandreruten El Caminito del Rey sig igennem den imponerende og bratte Giatanes kløft, og det er ikke uden grund, at vandreruten er Malagas måske mest populære attraktion.

Caminito del Rey betyder ’The King’s Path’ og er navngivet efter Kong Alfonso XIII, da han betrådte stien i 1921 i forbindelse med åbningen af Guadalhorce Hydroelectric dæmningen. Gangbroen slanger sig rundt om kløftens klipper langt over Rio Guadalhorce, og vi belønnes med store udsigter for hvert hjørne vi runder. Vi bruger cirka fire timer på vores vandring igennem kløften og samles op af vores bus i El Chorre.

Herfra kører vi til en lokal restaurant og spiser frokost, inden vi fortsætter til vores nye base i Ronda. Vi indkvarteres på et spanskejet hotel midt i den gamle bydel.

M/F/-

Dagens vandring: Ca. 3 – 4 timer, 8 km (ca. 2 km er på selve gangbroen).

Vandring på den smukke rute, El Caminito del Rey

Dag 6. Vandring på Camino de Santiago via Serrena og grotten, Gueva del Gato

Ronda er særligt kendt for sin gamle bydel, der ligger flot og eksponeret yderst på en klippe, og for sine smukke broer, Puente Nuevo og Puente Viejo. Og ikke at forglemme for sin tyrefægtningsarena, som er Spaniens største og en af de første i verden til at iscenesatte en tyrefægtning. Da vores vandretur i dag udgår fra Ronda, er det en oplagt at se byens seværdigheder, mens vi stille og roligt bevæger os igennem byen fra morgenstunden.

I udkanten af Ronda rammer vi Camino de Santiago via Serrana, som forbinder Ronda med den hvide landsby, Benaoján, som ligger på kanten til Grazalema Nationalpark. Terrænet i dag er nemt, men det er et bakket landskab, vi vandrer i, så det bliver alligevel til lidt højdemeter i løbet af dagen. Efter 3 - 4 timer passerer vi grotten, Gueva del Gato. Det krystalklare vand man kan se ved grotten, har passeret igennem en underjordisk sektion på fire kilometer fra dens infiltration i Garganta kløften til dens udgang fra Gueva del Gato.

Vi besøger grotten og vandrer herfra videre på en flot sti de sidste par timer frem mod Benaoján. Her venter vores bus og tager os tilbage til Ronda. 

M/F/-

Dagens vandring: Ca. 5 – 6 timer, 16 km, 650 m op, 400 m ned.

Vi har base i Ronda, som har en fantastisk beliggenhed

Dag 7. Vandring i Grazalema Natural Park – Spaniens første UNESCO Biosphere Reserve

Øst for Ronda ligger Grazalema Natural Park, som blev etableret i 1977 og har hørt under UNESCO siden 1984. Den 52.000 hektar store park er kendt for sine kalkstensformationer, dramatiske kløfter og store biodiversitet. Her findes intet mindre end 1300 plantearter og et varieret dyre- og fugleliv og det ville være ærgerligt ikke at stikke hovedet ind i Cadiz provinsen for at opleve dette karakterfulde bjergområde.

Vores vandring starter i Grazalema, og vi skal igennem landsbyens karakterfulde små gader, før vi rammer vores rute, som er en cirkulær tur rundt om kalkstensmassivet, Penón Grande (1.309 m). Vi har i dag en lidt længere opstigning og siden nedstigning foran os, i ægte bjergterræn. Selvom stien i dag er stenet, er den ganske god. Og vi har masser af tid til at tage det i et stille og roligt tempo og nyde udsigterne, som er formidable.

Turens måske flotteste vandredag sluttes på byens torv – med sen andalusisk frokost. Bagefter vil der være tid til at gå omkring i landsbyens små gader, som præges af charmerende hvide huse og specialbutikker med lokale vine og lufttørrede skinker. Vi kører i bus tilbage til vores hotel i Ronda og mødes til fælles afskedsmiddag på en af byens gode restauranter.

M/F/-

Dagens vandring: Ca. 4 – 5 timer, 10 km, 450 m op, 450 m ned.

På vandretur i Grazalema Natural Park

Dag 8. Afrejse fra Malaga til DK

Vi har ca. halvanden times kørsel fra hotellet i Ronda til Malaga lufthavn, hvorfra vi flyver til Danmark.

M/-/-

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Praktisk info

Varighed og sværhedsgrad

8 dage — heraf 5/6 vandredage, grad 2-3.

Vandreturene er mellem 3-7 timer pr. dag og kilometerdistancerne på mellem 8 km og 20 km pr. dag.

Vær opmærksom på, at vandretiderne angivet (med cirka kilometer, tider og antal højdemeter) i dagsprogrammet er vejledende. Vær ligeledes opmærksom på at de højdemeter, som er angivet, er det samlede antal højdemeter pr. dag.

Hvad betyder sværhedsgraden?

Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!

Aktiviteter

Tiderne angivet i turbeskrivelsen er vejledende og kan variere fra tur til tur afhængigt af den enkelte gruppe, vejret, etc. Vandreturene ledes af en Topas turleder.

Vi vandrer mellem tre og syv timer om dagen. Generelt er terrænet let at vandre i og stierne er gode. Sten, klippe, rødder og ujævnheder kan forekomme.

De dage hvor vi vandrer på caminostier, vil underlaget være et mix mellem små veje, grusstier, trampede stier, ligesom der vil forekomme strækninger på små, ubefærdede veje samt enkelte og kortere stræk på trafikerede veje, ofte når vi går afsted fra startstedet eller nærmer os slutstedet (i forbindelse med skulle nå i mål i en by). Dette er et vilkår, og en del af charmen, ved caminovandringer, der forbinder små og større byer og samfund. Caminovandringerne er grundlæggende på gode og nemme stier i bakkede landskaber, men med forholdsvis mange korte op- og nedstigninger igennem dagen, uden at de er stejle.

Vandreturen på dag 7 til Grazalema Natural Park er turens mest krævende. Distancen er overkommelig med ’kun’ 11 kilometer, men der vil være en længere opstigning på ca. 450 meter, der dog foregår på en forholdsvis god, trampet sti. Nedstigningen er tilsvarende 450 meter og går det meste af vejen ligeledes på god sti, dog med en 30-40 minutters passage på mere ujævnt og stenet underlag, hvor vandrestave er en klar anbefaling.
Det vil på turen altid være muligt at springe en vandredag over.

Overnatning

Vi bor på spanskejede, lokale hoteller i Antequera og Ronda. De første fire nætter midt i den gamle bydel i Antequera, og de næste tre nætter i Ronda, ligeledes i den gamle bydel, med let adgang til byens cafeer, restauranter og seværdigheder.

Vi bor i delt dobbeltværelse med bad og toilet på alle værelser.
Der vil være mulighed for enkeltværelse mod et tillæg angivet i afsnittet ’Prisen inkluderer ikke’.

Antequera og Ronda er middelstore, historiske byer med en dyb kulturarv og en spændende historie. Særligt Ronda er en populær by, som besøges af mange turister årligt. Vi har valgt at bo i disse to byer, da de i sig selv er interessante, og da deres placering skaber et godt udgangspunkt for varierede vandreruter i områderne omkring (og i mellem) disse to baser. Samtidig er der nem adgang til byernes seværdigheder og varierede café og restaurantudbud på gåben.   

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage i dagsprogrammet markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med –.

Morgenmaden på hotellerne er buffet, som består af brød, yoghurt, frugt, ost, pølse, te, juice og kaffe.

På vandreturene medbringer vi enten vores frokost i form af en sandwich med lidt frugt og grønt, kage m.m. Andre dage vandrer vi og slutter med frokost på en lokal restaurant, hvor der vil blive serveret andalusisk mad.

Prisen for at spise aftensmad på restaurant i Antequera, Ronda og Malaga ligger på ca. € 15 – 20 for en hovedret og mellem € 25 - 30 for en ”Menu del Dia” (dagens menu), som normalt består af tre retter. Priserne er for det meste uden drikkevarer.

I Antequera og Ronda er der flere velassorterede supermarkeder, så man kan nemt købe snacks m.m. til vandreturene.

Buskørsel til og fra vandreturene

Turen er en fastbasetur med udgangspunkt i Antequera og Ronda. Vi kører i bus til startpunktet for vandreturene og retur til hotellet om eftermiddagen. Enkelte dage kører vi kun én vej, og vandrer enten ud fra basen eller hjem til basen. Nedenstående transporttider er vejledende:

Dag 1: Ca. 50 min fra Malaga Lufthavn til Antequera
Dag 2: Ca. 45 min til startstedet + 25 min retur til hotellet
Dag 3: Ca. 25 min til startstedet + 25 min retur til hotellet
Dag 4: Hvis du vil til Malaga – ca. 50 min til Malaga C. Hvis du vil vandre - ca. 25 min til startstedet.
Dag 5: Ca. 60 min til startstedet + ca. 50 min til Ronda
Dag 6: Ca. 25 min
Dag 7: Ca. 50 min til startstedet + 50 min retur til hotellet
Dag 8: Ca. 90 min til Malaga Lufthavn

Flyrejsen og lokal transport

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Gode råd til din (fly)rejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen, regler om bagage og indførsel af varer samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

Malaga er kendt for sit behagelige og milde klima, som gør det muligt at besøge og vandre i provinsen året rundt, også i vintermånederne. I december, januar og februar er gennemsnitstemperaturen i Malaga ca. 15 – 16 grader og 3 – 4 grader lavere i Antequera (550 m) og Ronda (730 m).

Med et gennemsnit på mere end 300 solskinsdage om året i Andalusien er der en god chance for fornuftigt vejr på turen med dagtemperaturer mellem 8 – 20 grader og nattetemperaturer fra 2 – 10 grader.

Selvom Malaga og Andalusien er Europas mest solbeskinnet sted, kan ingen naturligvis garantere for vejr og temperaturer. Aftener, nætter og tidlige morgener kan være kølige, særligt i Ronda. Forvent, at du på denne tur både kan få brug for en varm jakke, hue og vanter og shorts, t-shirt og solbriller. Vær indstillet på, at vejret hurtigt kan skifte i bjergene, og at vind- og vandtæt udstyr altid bør være en fast del af indholdet i rygsækken.

Valuta og kreditkort

Medbring kontante Euro til turen. Det er muligt at hæve kontanter i Antequera, Ronda og Malaga, ligesom at kort (typisk Visa eller Mastercard) kan bruges i større butikker og restauranter. 

Wi-Fi og Mobildækning

Der er forholdsvis god, mobildækning på denne tur. Der er gratis wifi på hotellet i Antequera og Ronda, dog med begrænset styrke, hvorfor det er bedst at undlade at sende og hente store filer og billeder. Vi anbefaler dog, at du nyder turen, naturen og fællesskabet og begrænset forbruget så meget som muligt. Med andre ord; gå offline og dyrk nuet for at få mest muligt ud af din rejse. 

Kort og Rejselitteratur

Politikens: Turen går til Andalusien
Politikens: Turen går til Sydspanien
Lonely Planet: Andalucia
The Rough Guide To Andalucia

Vedr. dagen i Malaga

Midt på turen kan du vælge at bytte vandredagen ud med en dagstur til Malaga, hvor du har mulighed for på egen hånd at opleve alle de spændende seværdigheder og historiske bygningsværker, byen er kendt for. Bussen kører til Malaga efter morgenmaden og retur til Antequera sidst på eftermiddagen.

For de der hellere vil ud at gå, arrangerer og leder turlederen en vandretur. Vandreholdet kører afsted med samme bus som Malaga-holdet, sættes af på vejen, og vandrer tilbage til Antequera.

Turlederen vil aftenen forinden informere grundigt om seværdighederne i Malaga.

Arabisk bad i Malaga:
Der er mulighed for at besøge et arabisk bad på dagen i Malaga. Det er ikke inkluderet i turen, og det er baseret på om der er plads. Turlederen vil tidligt på turen hjælpe med at reservere plads, hvis du er interesseret, alternativt kan du selv forudbestille indgang til et arabisk bad inden din afrejse. Vi anbefaler: Hammam Al Andalus i Malaga: malaga@hammamalandalus.com

Praktiske forhold omkring vandreruten Caminito del Rey

Caminito del Rey er en fantastisk naturoplevelse og en enestående vandrerute på tværs af kløfter og dale. El Caminito del Rey blev i sin tid bygget fordi vandkraftværket El Chorro havde brug for en adgang mellem de to vandudspring samt for at lette vedligeholdelsesarbejde samt transport af materialer. I dag er det en af de mest populære attraktioner i Malaga provinsen. Med god grund.

Vandreruten er sammenlagt 8 km. Først skal vi igennem et skovområde og dernæst igennem en kort tunnel, inden selve gangbroen igennem kløften starter. Caminito del Rey er en anlagt gangbro, ca. 3 km lang, som er bygget på klippevæggene i Gaitanes kløften.

Skulle du ikke ønske at gå med på Caminito del Rey, kan du køre med vores buschauffør til opsamlingsstedet ved El Chorro. Her kan du drikke kaffe på en café eller gå en tur i området til gruppen er tilbage. Når gruppen atter er samlet, spiser vi frokost på en lokal restaurant, inden vi fortsætter mod vores nye base i Ronda.

Bemærk venligst

Der er i denne tur indbygget en grad af fleksibilitet, så der kan byttes om på vandredagene i hhv. Antequera og Ronda eller ændre i enkelte af ruterne.

I sjældne tilfælde sker det, at Caminito del Rey lukkes fx pga. vejret eller vedligehold. I så fald vil turlederen stille med et alternativ.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.
Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning og på dine vaccinationer.

Bagage

På denne tur bor du fast på et hotel i først Antequera og dernæst Ronda. Du skal derfor medbringe en dagtursrygsæk til de ting, du skal bruge i løbet af vandredagen (vand, frokost, kamera, ekstra trøje, regntøj og personlige ejendele). Vi anbefaler en rygsæk med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at a aste skulder og ryg. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage på flyet.

Til den bagage, der skal checkes ind på rejsen, er det valgfrit, om man vil medbringe en stor rygsæk, sportstaske, vadsæk eller kuffert. Pak ikke tungere, end at du selv kan håndtere din bagage fra bussen ind på hotellerne. 

Støvler

Medbring gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader. Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en fordel, hvis stierne er glatte.

Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til. Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket. 

Andet fodtøj

Evt. let fodtøj, f.eks. sandaler, til at skifte med, når du er færdig med dagens vandretur.

Vandflaske

Medbring en eller flere flasker, som i alt kan rumme 2-2½ liter. Der kan med fordel benyttes 0,5 eller 1,5 liters danske genbrugssodavandsflasker, da de er lette og stærke. Camelbacks kan bruges som alternativ, men er en noget dyrere løsning. 

Vandrestave

Det er meget individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, og om man i givet fald benytter 1 eller 2. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor kraftigt.
Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:
• Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.
• Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger. Det gælder især på højrute- og bestigningsture (grad 3-4 og opad), hvor man oftest bærer en rygsæk med betydelig vægt, og hvor det samlede antal højdemeter og vandredistancen på turen er betragtelig.
Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.

Gode råd til din vandreferie

Hvordan forbereder jeg mig bedst til min vandreferie? Læs her vores 5 bedste vandretips!

Tøj til vandring

  • 3-5 par tykke vandresokker
  • 2 par tynde indersokker
  • 2 par vandrebukser
  • 1-2 par shorts
  • Svedtransporterende undertøj evt. langt uldundertøj
  • 2-3 tynde uldtrøjer
  • 1 fleecetrøjer
  • 2-4 svedabsorberende T-shirts
  • 1 sweater/ fleecetrøje/tynd dun- eller fiberjakke
  • 1 vind- og vandtæt anorak eller jakke med hætte
  • 1 par åndbare regnbukser eller skalbukser
  • En varm hue
  • Et par vanter

Andet tøj

  • T-shirts
  • Skjorter/langærmet bluse
  • Bukser
  • Strømper
  • Undertøj

Mod solen

  • 1 tørklæde mod sol og til kølige dage
  • Hat med bred skygge
  • Gode solbriller
  • Solcreme og læbepomade med faktor

Diverse

  • Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter
  • Medicin til eget brug samt sportstape, vabelplaster og evt. knæbind
  • Toiletpapir (til vandredagene)
  • Toiletsager
  • Ørepropper (hvis du gerne vil sove uforstyrret om natten)
  • Kamera, oplader og evt. ekstra batterier
  • Alkoholgel til at vaske hænder i før picnic (kan købes på apoteket eller hos Matas)
  • Vådservietter
  • Energibarer/yndlingssnack
  • Evt. køresygepiller til bustransport

Specifikke turbemærkninger

SOVEPOSE, LAGENPOSE OG LIGGEUNDERLAG
Sovepose, lagenpose og liggeunderlag skal ikke medbringes, da der er dyner/sengelinned og håndklæder på hotellet.

KLIMA

Vandreturene går i en højde mellem 400 og 1200 meters højde. Som tommelfinderregel falder temperaturen 1 grad pr. 200 meter. Man kan på denne tur komme ud for at kunne vandre i let vandretøj, herunder shorts og t-shirt, men det kan også blive nødvendigt med en varm jakke, hue og vanter. Ingen kan spå om vejret på den pågældende afgang.

Medbring derfor påklædning til alt slags vejr og vær som altid i bjergene indstillet på, at vejret kan skifte hurtigt, hvorfor vind og vandtæt udstyr bør være en fast del af indholdet i dagtursrygsækken.

Forvent at det kan blive køligt i natte- og tidlige morgentimer, særligt i Ronda.

Bemærk venligst

Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Vælg din afgang

10. januar 2025  –  17. januar 2025 Garanteret afgang 11.470 DKK Bestil Rejse
17. januar 2025  –  24. januar 2025 Garanteret afgang 10.470 DKK Bestil Rejse
24. januar 2025  –  31. januar 2025 Garanteret afgang 10.470 DKK Bestil Rejse
31. januar 2025  –  7. februar 2025 Garanteret afgang 10.470 DKK Bestil Rejse

Kontakt os

Turkode: ESMV

Andre spændende rejser

(Hvis du ikke kan se tilmeldingsformularen til vores nyhedsbrev, kan du tilmelde dig ved at klikke her eller kontakte os på info@topas.dk)