Bjerge og mennesker

Det nepalesiske folk går i folks hjerter. Sådan er det bare. Jeg hører det igen og igen, når vores deltagere forklarer, hvorfor de gerne vil tilbage til Nepal. Ofte er svaret: ”På grund af bjergene og folket”.

Mette Bloch i Nepal

Af Mette Bloch Andersen

Nepal ligger kilet ind mellem Indien og Tibet. Arealmæssigt et relativt lille og smalt land, men med abnorm geografisk diversitet og højdeforskel. Fra nulpunktet og det flade lavland Terai i syd, tæt på Indiens grænse, hvor luftfugtigheden gennemvæder tøjet ved mindste bevægelse til Mount Everests 8.850 meter, is og sne, minusgrader og vindstød af stormstyrke på grænsen til Tibet mod nord. Mellem disse yderpunkter bor og lever nepaleserne. Når det kommer til BNP, kroner og øre er Nepal et af verdens fattigste lande. Levevilkårene er hårde. Men når det kommer til natur og kultur og mellemmenneskelighed, har Nepal en dybde og en rigdom, som de færreste. Og trods de hårde livsbetingelser, er nepaleserne det mest hjertelige, imødekommende og generøse folk, jeg kender. 

Langt de fleste rejser til Nepal for at opleve Himalayabjergene. Verdens yngste og højeste bjergkæde, hvis højeste tinder ligger som perler på en snor i skellet mellem Nepal og Tibet, er nærmest magisk.  Topas har været i Nepal siden 80’erne og det har i alle årene været en populær destination. Det er også en destination, som vores deltagere ofte vælger at tage tilbage til. De fleste rejser til landet med et ønske om at se og opleve Himalayabjergene og med et ’once in a lifetime’ afsæt. De fleste vender imidlertid hjem fra Nepal med et ønske om at gense bjergene – og folket. For det er tilsyneladende ikke kun Himalayas storhed og kraft, der borer sig fast i nethinden og går under huden på folk. Det nepalesiske folk går i folks hjerter. Sådan er det bare. Jeg hører det igen og igen, når vores deltagere forklarer, hvorfor de gerne vil tilbage til Nepal. Ofte er svaret: ”På grund af bjergene og folket”. Jeg har det på samme måde.

Trekking i Nepal ved smuk sø

Igennem 23 år har jeg besøgt og trekket i næsten hvert et hjørne af Nepal. Jeg har været tilbage årligt. Flere gange årligt. Besteget bjerge. Krydset pas. Passeret igennem dale. Jeg har opholdt mig i bjergene i lange perioder og været opslugt af dybden, storheden og roen. Jeg har været evigt fascineret af folket, der har en ukuelig evne til at rejse sig ovenpå modstand. Jeg har landet på små landingsbaner, der mest har mindet om en smal stribe jord, i øde områder, og sat kurs mod ukendte terræn og de hvide bjerge, der kunne anes i horisonten. Jeg har brugt måneder og år af mit liv over 5000 meter. Overnattet i tehuse og i telt. Spist uanede mængder Dal Bhat og kæmpet i årevis for at blive gode venner med sherpaernes smørfyldte og salte te. Kørt timer og dage i tætpakkede lokalbusser for at komme til områder, jeg aldrig har været i. Vandret i områder og genbesøgt familier, som jeg har været hos 25 og 30 gange før. Set deres små børn blive større. Set deres teenagere blive voksne. Jeg har nydt at vise landet til de mange deltagere og grupper, jeg har haft med til Nepal igennem årene som turleder, og jeg glæder mig til, at det bliver muligt igen til foråret. Ikke sjældent har jeg svaret på, ”om jeg da aldrig bliver træt af bjergene”? Svaret er let. Det gør jeg ikke. Det gør jeg aldrig, tror jeg.

Et andet spørgsmål jeg ofte får er, hvilket land jeg holder mest af.
Også her er svaret let.
Nepal.
Jeg kan ikke rigtig forklare, hvad det er. Nepal er bare let at holde af.