Knud Rasmussen – Danmarks største polarforsker

Knud Rasmussen er født på Grønland i 1879, i byen Ilulissat der dengang hed Jacobshavn. Her blev Grønlands første præsteseminarium oprettet i 1848, og her arbejdede Knud Rasmussens far, Christian Rasmussen, som præst og seminarielærer i 23 år, fra 1873 til 1896. Knud Rasmussen havde en meget grønlandsk præget barndom. Hans oldemor, Itaraluk, var grønlænder, og hun lærte ham både det grønlandske sprog og alle de specielle inuit færdigheder, der kræves for at overleve i ødemarken. Barndomsvennerne var til dels grønlændere, og Knud Rasmussen lærte fra barnsben at blive en dygtig hundeslædekusk. Alt sammen omstændigheder der muliggjorde hans senere succesfulde ekspeditioner, og prægede hans forskningsindsats.

Som 12-årig blev han sendt på skole i Danmark, men klarede sig ikke specielt godt. Først som 21-årig, i 1900, fik han sin studentereksamen. Herefter forsøgte han sig både som sanger, skuespiller, og forfatter, før det i 1902 lykkedes ham at komme med på Den Litterære Grønlandsekspedition, sammen med bl.a. journalist Ludvig Mylius-Erichsen, og barndomsvennen og kateketen Jørgen Brønlund. Det blev starten på et liv fyldt med næsten årlige ekspeditioner og publikationer, og kun begrænset tid til Dagmar, hans kone i Danmark fra 1908, samt deres 3 børn, Niels, Hanne, og Inge.

Ud over deltagelse i Den Litterære Grønlandsekspedition i 1902-04, ledede han efterfølgende selv ekspeditioner til Vest Grønland i 1905, Thule samt Canada i 1908, Thule og Vest Grønland igen i 1908, før hans 1. Thule ekspedition i 1910-13. Under denne 1. Thule ekspedition grundlagde han i 1910, sammen med vennen Peter Freuchen, den første butik / handelsstation i nord Grønland, ”Kap York Stationen Thule”, som Peter Freuchen bestyrede de følgende 10 år. Ikke bare gav den inuitterne mulighed for at købe riffel-ammunition, petroleum til primus, kaffe, te, tobak, osv., men stationens opkøb af skind og ben blev solgt videre til Europa, og handlen finansierede i årene fremefter de fleste af udgifterne til de mange ekspeditioner. Dertil betalte stationen for oprettelsen af en kirke, en skole, et hospital, samt gratis lægehjælp og understøttelse af de fattigste. Knud Rasmussen mente, at man skulle gribe så lidt som muligt ind i inuitternes tilværelse, så de fortsat kunne føle sig frie og selvstændige, men at man på denne måde kunne hjælpe dem til en lettere tilværelse i det barske arktiske klima.

Knud Rasmussen og hans inuit rejsefæller fortsatte nu ekspeditionerne i både nord-, vest-, og øst Grønland indtil hans ”Den Store Slæderejse”, den 5. Thule ekspedition fra 1921-24. Den var opfyldelsen af hans store drøm om at besøge alle inuit samfund i Canada og Alaska. Her blev indsamlet ikke blot 20.000 etnografiske genstande men også utallige beretninger og sagn, som ellers ville være gået tabt for eftertiden. Alt sammen understøtter inuitternes både kulturelle og sproglige fællesskab, deres vandringsveje og oprindelse. Knud Rasmussen baggrund gjorde ham i stand til at leve og tænke som de inuitter de besøgte, sætte sig ind i deres forestillingsverden, og ikke mindst tale med dem. Via hans grønlandske oldemor havde han kendskab til mange gamle og sjældne ord, som blev anvendt af de canadiske inuitter, hvis dialekter er ældre end den grønlandske.