Grønland - Den ultimative rundrejse i Diskobugten

En unik 12 dages rundrejse i Diskobugtens smukke arktiske natur. Kom helt tæt på historien og Isfjordens gigantiske isbjerge, Eqi gletsjeren og Indlandsisen og få indblik i den grønlandske levemåde og kultur.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

Gennem 12 dage og med afsæt i historien får du set og oplevet næsten alle Diskobugtens perler. Vi følger i hvalfangernes, koloniseringen og Hans Egede familiens fodspor rundt i området. Der er rig plads til at udforske de historiske byer Ilulissat, Qeqertarsuaq og Qasigiannguit. Ud over byerne kommer vi helt tæt på den verdensberømte og UNESCO beskyttede Ilulissat/Kangia Isfjord og bliver betaget af de enorme isbjerge, som flyder majestætisk rundt.

Diskoøens ro – dens frodighed med varme kilder og flotte basaltfjelde skal naturligvis også udforskes. Endelig det for forskningen så interessante sted Eqip Sermia, hvor man gennem mere end 100 år, har undersøgt en af de hyppigst kælvende gletsjere i Grønland, hvor vi bor i imponerende hytter tæt ved gletsjeren, hvorfra vi både kan se og høre de enorme kræfter, som er i spil.

Læg hertil det rige dyreliv på og i havet sammen med den helt eventyrlige fauna i land. Så er det svært at forestille sig noget smukkere.

Spektakulær tur med fantastiske og overdådige naturoplevelser som intet andet. Isbjerge, gletschere, hvaler, indlandsis, midnatssol mm. og stor kulinarisk oplevelse. En oplevelse ud over det sædvanlige, som alle naturelskere burde unde sig selv.
GLGQ2204

Glæd dig til

  • Den UNESCO beskyttede Ilulissat / Kangia isfjord
  • Sejlture i Diskobugten og til den særdeles aktivt kælvende gletsjer Eqip Sermia
  • Oplev dagliglivet på nært hold i byerne Ilulissat, Qasigiannguit og Qeqertarsuaq
  • Tilbud om lette guidede vandre - og fortællerture i og uden for byerne
  • Arktisk dyreliv med bl.a. pukkelhvaler, snespurv og måske polarræv og moskusokse
  • Grønlandsk kultur, bl.a. den forhistoriske boplads Sermermiut
  • Kulinariske oplevelser med lokale råvarer og udsøgte specialiteter

Vores Grønland

Topas har i mange år arrangeret rejser til Grønland og har tæt kontakt til samarbejdspartnere. Gå på opdagelse i vores Grønland, se hvilke oplevelser vi anbefaler og få gode rejsetips.

Program

Dag 1-3. Rejse til Qeqertarsuaq på Diskoøen via Kangerlussuaq og Ilulissat
Først med fly til Kangerlussuaq og Ilulissat og herefter ca. 2 timers sejlads det sidste stykke. 

Vi indkvarteres på Hotel Disko Island og har de næste to hele dage til at få øens særlige puls ind i kroppen. Byen emmer af liv, og der er meget at udforske både i og uden for byen både kulturelt og naturmæssigt.

Dag 4-6. Sejlads fra Diskoøen til Qasigiannguit i det sydøstlige hjørne af Diskobugten
En anden lille perle og byen kaldes netop for ”Diskobugtens Perle”. Her bor vi med under 50 meter til vandkanten. Det er absolut ikke usædvanligt at se hvaler fra hotellets terrasse - nogle gange endog meget tæt på. Byen rummer nogle af de ældste huse i Grønland fra kolonitiden. To af disse er i dag indrettet til museum. 

Her vandrer vi ud til Paradisbugten og laksebugten.

Dag 7. Sejlads til gletsjeren Eqip Sermia og ankomst til Glacier Lodge Eqi
Vi sejler fra Qasigiannguit og har en fin dag til søs med mange fantastiske udsigter undervejs – både Isfjorden, fuglefjelde og måske en hval eller to undervejs. Vi sejler så tæt til gletsjeren Eqip Sermia, som det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, nyder frokosten ombord, mens vi samtidig kan høre de øredøvende brag fra gletsjeren, når den bevæger sig eller kælver store isblokke ud i havet. Ud på eftermiddagen indkvarteres vi i Glacier Lodge Eqi og skal nyde de næste to døgn i disse mageløse omgivelser og dets nærhed.

Dag 8-9. Ophold ved Eqi
Hør om og mærk suset fra forskningen på stedet, som strækker sig mere end 100 år tilbage. Her er der rig mulighed for at nyde roen, lade øjnene skæve til gletsjeren. Måske er det lige i dette øjeblik, den store kælvning kommer. Fra lodgen kan man på små ture i området virkelig få en fornemmelse af naturens kræfter og at være langt ude i ødemarken på betryggende vis. 
Der vil også blive tilbudt lidt længere ture ud i området med guide – bl.a. en tur til Indlandsisen på stedet.

Dag 10-11. Ilulissat
Velankommet aftenen forinden har vi nu en hel dag til at udforske byen på egen hånd og i eget tempo. Turlederen vil vise rundt og udpege de vigtigste steder at besøge.

Ilulissat – ”hovedstaden” i verdens største kommune, Avannaata rummer vigtige seværdigheder som Knud Rasmussens fødehjem (i dag museum) et fint kunstmuseum og ikke mindst det helt nye Isfjordscenter fra 2021, alt sammen værd at besøge. I programmet for de to hele dage, vi har i byen, er der naturligvis ture til Isfjorden og dets kolossal store isbjerge fra både vand- og landsiden.

Dag 12. Hjemrejse fra Ilulissat til Danmark
Vi flyver hjem fra Ilulissat til Danmark med mellemlanding i Kangerlussuaq. Kort efter start fra Ilulissat er det med fra flyet at nyde de sidste flotte udsigter over Isfjorden og Diskobugten.

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder og guidede vandreture
  • Flyrejse fra København - Grønland t/r inkl. indenrigsflyvninger
  • Transfer i Ilulissat fra havn og lufthavn til hotel
  • Alle bådtransfers samt transfer i forbindelse med rundrejsen
  • Isfjordssejlads ved Kangia Isfjorden i Ilulissat
  • Guidede ture som beskrevet i programmet
  • Alle overnatninger på turen (se særskilt afsnit vedr. overnatninger)
  • Måltider som beskrevet i dagsprogrammet - Uden drikkevarer
  • Bagagetransport mellem overnatningssteder
  • Bidrag til rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider (beregn fra ca. DKK 140-300 pr. måltid)
  • Entré til museer og lignende i Qeqertarsuaq, Qasigiannguit og Ilulissat
  • Rejse- og evt. afbestillingsforsikring
  • Enkeltværelsestillæg DKK 3.000. Dog ikke muligt i hytterne ved Eqi
  • Opgradering til Comfort Deluxe ved Glacier Lodge Eqi DKK 800DKK pr. person i delt dobbeltværelse.

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse

Rejsens maksimale deltagerantal: 16 personer.

Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:

  • Sværhedsgraden på rejsen
  • Glacier Lodge Eqi
  • Klima i Grønland

Fællesskabet

Bliver vi gladere af at rejse sammen? Læs mere om fællesskabet, grupperejsen, gruppestørrelsen og det sociale liv der udspiller sig på en Topas-rejse.

Dagsprogram

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.

Drikkevarer er ikke inkluderet i de inkluderede måltider.

På flyvningerne med Air Greenland mellem Danmark og Grønland serveres gratis måltider og drikkevarer ombord. På indenrigsflyvningerne i Grønland serveres typisk en kop kaffe og en småkage.

Dag 1. Fra København til Qeqertarsuaq på Diskoøen

Vi flyver fra København til Ilulissat via Kangerlussuaq. Kort efter ankomst til Ilulissat sejler vi videre til byen Qeqertarsuaq, der er smukt beliggende på sydspidsen af Diskoøen.

 Undervejs på sejladsen, der tager ca. 2 timer over Diskobugten, kan vi se Diskoøens fantastiske basaltfjelde blive tydeligere og tydeligere, efterhånden som vi nærmer os. De kolde farvande i området giver gode levevilkår for hvaler og sæler, så det er om at holde udkig!  

Vi overnatter 3 nætter på Hotel Disko Island. Hotellet består af en række huse, der er centralt placeret i bymidten. Herfra er der kun få minutters gang til byens butik, museet og Kongebroen ved havnen.  Aftensmaden spiser vi sammen i hotellets restaurant.

-/-/A

Dag 2. Diskoøen og Qeqertarsuaqs historie

Diskoøen er den største grønlandske ø — på størrelse med Sjælland. I hovedbyen Qeqertarsuaq bor godt 800 mennesker og i den eneste anden bebyggelse, bygden Kangerluk er der nu kun 13 indbyggere. Resten af øen består af ubeboet vildmark i form af fjelde, dale og permanente iskapper på toppen af basaltfjeldene.  

Turlederen vil arrangere en lille byrundtur for at udpege de vigtigste ting i byen og fortælle om, hvordan en sådant lille minisamfund fungerer med næsten 100 km til nærmeste nabo over åbent hav. Det er nærmest et must at komme ind og se byen supermarked. Her kan du stort set købe alt det, du behøver – hvis ikke lige det er udsolgt og venter næste skib.  

Forskningen har i mere end 100 år været en vigtig del af byens liv og rummer en forskningsstation tilhørende Københavns Universitet. Udenfor byen er der en ganske særlig flora at iagttage med mange specielle arktiske arter repræsenteret. Diskoøens geologi er meget anderledes end fastlandet i Grønland. Her er landskabet præget af lave fra tidligere undersøiske vulkanske aktiviteter.  

Turlederen vil arrangere en tur på ca. 4 timer i alt ud i området mod Kuannit. Her er lavaen krystalliseret i flotte basalt formationer. Hele området er super frodigt og nærmest neon-grønt af mosser og store flotte kvanplanter, som trives i de ”varme” kilder.  

Der er også super fine muligheder for at kigge rundt i byen, besøge museum eller tage en dukkert ved stranden på egen hånd. Giver du dig ordentlig tid er det bestemt også muligt at få en god historie fra en af de fastboende i byen.

M/F/-

Dag 3. Rundt om Qeqertarsuaq og valgfrie aktiviteter

Dagen i dag er måske den, hvor du lige skal mærke, at du nu er kommet på ferie. Der er igen god tid til at gå på opdagelse i stedet og menneskenes historie i området.  

Det kan oftest godt betale sig at sætte sig ned ved ”Sorte Strand” Siorarsuit, lade øjnene vandre ud over havet til isfjeldene. Er du lidt heldig viser der sig garanteret en hval eller to eller tre eller. 

Har du lyst at se området lidt mere fra oven, kan du følge med turlederen ud på en formiddagstur 3 – 4 timer. Her kommer vi lidt op i fjeldet – får set endnu mere af den fantastiske flora, vandfaldet tæt på byen som vokser og falder med tøbrud og nedbør. Men bedst af alt nok udsigten over byen og kig langt ud i Diskobugten. På gode dage kan vi skimte Isfjorden ved Ilulissat mere end 100 km væk.  

Har du lyst og mod på mere kan kajak eller padleboard arrangement tilkøbes. Tørdragter, veste og følgebåd er naturligvis til rådighed. Hotellet tilbyder også sauna ved ”Sorte Strand,” herfra man kan nyde udsigten til hav og isbjerge, eventuelt med et hurtigt dyp i havet blandt isfjeldene.

M/F/-

Dag 4. Sejlads fra Diskoøen til Qasigiannguit i det sydøstlige hjørne af Diskobugten

Først på dagen har vi ca. 2 timers sejlads til byen Qasigiannguit, også kaldet "Diskobugtens Perle." Byen er smukt beliggende i et lunt hjørne af Diskobugten. Undervejs kan vi skue tilbage mod Diskoøens fantastiske basalt formationer. Alle dage til søs er det med at bruge øjnene. Hvaler — typisk pukkelhvaler eller finhvaler kan vise sig når som helst. Et skue man aldrig kan få for meget af!  

Fra havnen og til hotellet er der kun 200 meter at gå. Vores bagage bliver hentet ved båden. Vi overnatter på Hotel Diskobay de tre følgende nætter. Hotellet er smukt placeret med under 50 meter til havet. Fra hotellets terrasse, værelser og restaurant er der spottet mange hvaler gennem tiden. Så også her – hold udkig og brug ”hvalklokken”.  

Qasigiannguit har rødder helt tilbage til oprettelsen af handelsstationer i Grønland i starten af 1700-tallet. Nogle af de ældste huse i Grønland fra den tid er stadig bevaret her og huser i dag et ret interessant museum med en fin samling af palæo-eskimoiske redskaber m.m. Storhedstiden i byen var i 1960’erne og 70’erne, hvor rejefangsterne i området toppede.  

I baglandet til Qasigiannguit ligger store naturområder med tundrasletter, blå fjorde og fjelde med toppe hvorfra der er fin udsigt til Diskobugten og Diskoøen. Turlederen vil igen arrangere en tur rundt i byen for at fortælle historien og udpege steder, der er værd at tjekke ud.

M/F/-

Dag 5. Kulturoplevelser og vandretur i nærområdet

Qasigiannguit er med sine lidt over 1.000 indbyggere et godt eksempel på en grønlandsk by af middelstørrelse. Dvs. den er væsentligt større end bygderne men også væsentligt mindre end de grønlandske "storbyer" Nuuk, Sisimiut og Ilulissat.  

Dagens program kan være hvalsafari på egen hånd ved hotellet eller på Spækholmen, få kigget nærmere på byen og taget billeder af de mange farvede huse, eller besøge museum. Du kan også vælge at takke ja til tilbuddet om en fin vandretur i et forholdsvis fladt terræn ud mod Laksebugten, som ligger nord for byen. Undervejs finder vi et godt sted i fjeldet, hvor vi spiser den medbragte madpakke. Turen tager ca. 2 timer hver vej, og det er samme rute ud og hjem.  

Hotellet laver god aftensmad baseret på dejlige, friske grønlandske råvarer, så alle interesserede skal huske at bestille plads til om aftenen!

M/F/-

Dag 6. Vandretur og en dukkert

Sidste dag i Qasigiannguit er det måske værd at tage med på turen ud til Paradisbugten – en tur som tager ca. 2 timer hver vej. Her kan du nyde stilhed, som i virkelig stille og måske tage en dukkert fra den fine sandstrand. Så husk lige badetøjet.

Tilbage i Qasigiannguit spiser vi aftensmad i byen for sidste gang.

M/F/-

Dag 7. Sejltur fra Qasigiannguit til Glacier Lodge Eqi (via Ilulissat)

Fra morgenstunden forlader vi Qasigiannguit og sejler mod nord. Hurtigt når vi til Isfjorden ved Ilulissat, hvor vi mødes i gigantiske isfjelde, som typisk er stødt på grund i fjordmundingen. Der er heller ikke mere end ca. 300 meter dybt. En sejltur som altid fascinerer.


Fremme på havnen i Ilulissat bliver vi mødt af en repræsentant fra Hotel Icefiord (hvor vi skal have de tre sidste overnatninger på turen), som tager sig af vores "store bagage", der bliver taget med til Hotel Icefiord for opbevaring til i overmorgen, så vi slipper for at bære tung bagage op/ned til hytterne i Eqi.


Vi skifter skib og fortsætter sejladsen nordpå. Vi passerer snart Oqaatsut (Rodebay), som er en lille hyggelig bygd med ca. 35 indbyggere. Snart er vi i Atâ Sundet og har høje fjelde på begge sider af båden.


Is mængden i havet stiger, som vi nærmer os gletsjeren Eqip Sermia. Dagens frokost serveres ombord, mens vi betragter det fascinerende syn, når tonstunge isstykker brækker af og styrter i vandet med et øredøvende brag — det er stærke kræfter, som er på spil! I Grønland er dette fænomen unikt for Eqi. Skibet lægger til ved Glacier Lodge Eqi, nærmere bestemt Port Victor, der ligger i behørig afstand til den kælvende gletsjer.


Eqi er særlig kendt for forskning gennem mere end 100 år, inden turisterne fandt hertil. Stedet var et af de nemmeste steder at komme helt ind på indlandsisen med tungt forskningsudstyr, hvilket en fransk polarforsker Paul-Emile Victor benyttede sig af i årene efter 2. Verdenskrig. Victor er altså ham, der lægger navn til anløbsstedet, hvor vores båd lagde til kaj.


Efter en dag til søs har du måske mest lyst til blot at nyde stedet – vente på den perfekte kælvning fra gletsjeren eller komme med ud på gåtur i et par timer med turlederen. På turen er chancerne for at se ryper, sneharer og polarræve gode, og er vi helt heldige måske en havørn.


Aftensmaden indtager vi i den stemningsfulde Café Victor.

M/F/A

Dag 8. Udforske området nært og fjernt

Efter morgenmaden er dagen til fri afbenyttelse. Det vil være oplagt at gå lidt rundt i området, og på bare få hundrede meter kan du være ”Helt alene i vildmarken.”  

Vi får alle udleveret en madpakke. Om den skal i rygsækken til din egen tur eller hjemmedag, bestemmer du selv. 
Er du lidt mere eventyrlysten, kan du vælge at følge turlederen på en guidet tur i Paul-Emilie fodspor til Indlandsisen. Vi vil så være på tur hele dagen (i alt 8 – 9 timer). og returnerer til lodgen ud på eftermiddagen. På denne tur belønnes vi med den ene store udsigt efter den anden ud over fjordsystemerne og Eqip gletsjeren. Uanset hvilket program, du vælger for dagen, er der overalt i området gode chancer for at opleve dyrelivet på nært hold. 

Om aftenen mødes vi igen til lækker mad i Café Victor og udveksling af dagens oplevelser.

M/F/A

Dag 9. Gåtur ud i landskabet mod randmorænen ved Eqi gletsjeren

Morgenmaden spiser vi en sidste gang i caféen til lyden af - og udsigten til - den kælvende gletsjer. Herefter gør vi klar til check-ud, pakker vores ting og gør klar til en måske sidste tur ud i dette imponerende landskab. Med madpakken i rygsækken går vi langsomt ud i retning af randmorænen, som vi de sidste par dage har kunnet kigge på fra lodgen. Vi har set den, som en lille dynge grus. Men som vi kommer tættere på, ser vi hvilke dimensioner morænen har og forstår bedre nogle af de kræfter, som isen har.  

I landskabet ses tydelige spor af gletsjerens udbredelse i tidligere tider. Nu er den ca. 4 km bred og har en højde på op til ca. 200 m. Den kælver ofte – flere gange i timen store eller mindre stykker is ud i fjorden, hvilket vi på turen får en fornemmelse af set fra morænen og lidt fra oven.  

Et passende sted i området spiser vi madpakken og roligt returnerer til lodgen, så vi kan være klar til at gå ombord, når båden henter os for at sejle os tilbage til Ilulissat.  

Fra havnen i Ilulissat kører vi til Hotel Icefiord, der bestemt lever op til navnet. Hotellet ligger placeret nærmest i vandkanten, og hvor alle værelser har udsigt til Diskobugten. Hotel Icefiord er vores komfortable hjem de næste 3 nætter.

M/F/-

Dag 10. Ilulissat

Efter en god nats søvn er der tid til at nyde hotellets dejlige morgenmadsbuffet og en udsigt ud over vandet, du sent glemmer. Så i dag bliver en rolig dag.  

Om formiddagen vil turlederen guide en byrundtur på et par timer og give en introduktion til byen, havnen, butikkerne, museer, og seværdigheder generelt.  Frokosten kan indtages i byen, hvis du ønsker at fortsætte rundt og indkøbe souvenirs eller besøge byens museer – Knud Rasmussens fødehjem, kunstmuseet eller det nye Isfjordscenter.  

Midt på eftermiddagen mødes vi til Isfjordssejlads ved Kangia Isfjorden. Vi har krydset Isfjorden for et par dage siden, men nu kommer vi helt tæt på isbjergene. I roligt tempo ser vi de enorme klumper af is, som stammer fra gletsjeren ca. 60 km inde i fjorden. Vi får fortalt mere om isen og Isfjorden. Der burde være garanti for et godt billede af isbjerge.

M/-/-

Dag 11. Ilulissat - Den arkæologiske boplads og udsigt over Isfjorden

I dag går vi fra Hotel Icefiord med kurs mod Kangia Isfjorden og endnu en indholdsrig dag.  

Ude ved Isfjorden ligger gamle bopladser, som strækker sig mere en 4.500 år tilbage. Sermermiut bopladsen, der var en af de største bosættelser både for de palæo-eskimoiske og de neo-eskimoiske samfund. Under Thule kulturens sidste bosættelse levede her op mod 250 mennesker. Der har været periodiske indvandringer i dette område, og man ved at både den tidlige Saqqaq-kultur, Dorset-kultur og den senere Thule-kultur alle har været bosat her på egnen omkring Ilulissat. Det er et usædvanligt smukt område, hvor også isbjergenes knirken og knagen er overvældende og man kan tilmed dufte isen!  

Ved isfjorden bevæger vi os mod Holms Bakke, der er det sted, beboerne i Ilulissat hvert år den 13. januar hilser solen velkommen efter en vinterperiode i mørke. Det er også her, tæt ved bopladsen, at Ilulissat Isfjordscenter er blevet bygget. Der er fri adgang til taget hvorfra der er en af Ilulissats bedste udsigter. Nåede du ikke at kigge indenfor i går, så er det tid til det nu. Eller få købt de sidste souvenirs.  

Har du ikke fået nok af Isfjorden og måske gensyn med endnu en hval, så kan du gå en lille omvej med turlederen på et par kilometer tilbage til hotellet. 

Aftenen runder turen af med en fælles afskedsmiddag på Hotel Icefiord, hvis restaurant forkæler os med veltilberedte lækkerier.

M/F/A

Dag 12. Hjemrejse fra Ilulissat til Danmark via Kangerlussuaq

I dag flyver vi fra Ilulissat til Kangerlussuaq og derefter videre til København. Kort efter start fra Ilulissat skal du huske at kigge ud ad vinduerne i flyet! Hvis vejret er med os, kan vi nyde de sidste imponerende udsigter over Isfjorden og Diskobugten for sidste gang — i denne omgang.
 
 Air Greenland bringer os til København og vi har nu tid til at lade de mange oplevelser bundfælde sig.
 


M/-/-

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Praktisk info

Varighed og sværhedsgrad

12 dage, heraf 7-8 vandredage. 

*Afgange d. 9/7 og 6/8 er tilføjet med en enkelt dag, så varigheden er 13 dage. Tilføjelsen er en overnatning på Hotel Disko Island på ankomstdagen. Der er ingen måltider inkluderet denne dag. Og turlederen vil tage imod jer på ankomstdagen og sejle med jer til Disko Øen.  

Alle vandringer, der tilbydes, er grad 2. Dog er heldagsturen til Indlandsisen ved Eqi grad 3.

I Grønland findes næsten ingen anlagte stier. Vi går derfor oftest gennem varieret terræn på stier, der er naturligt etablerede gennem mange års brug. Underlaget har ujævnheder og veksler typisk mellem jord, sten, grus og grundfjeld.

Da områderne er præget af permafrost og grundfjeld, kan der være vådt hist og pist. For at sikre størst udbytte af turen anbefaler vi kraftigt brug af gode vandtætte vandrestøvler. Brug af vandrestave er for langt de fleste en stor gevinst i ujævnt terræn. Men det kræver lige lidt øvelse for at få det fulde udbytte.

Husk også lige regntøjet. Det er en fantastisk vindskærm til søs, hvor det kan være koldt. Ja, og så holder det dig naturligvis også tør, hvis der skulle komme en byge.

Bagagen kan medtages i båden til Eqi, dog skal du selv kunne bære den et kort stykke op ad fjeldet til campen (ca. 300 meter). Dagstursrygsækken anvendes på tur i løbet af dagene.


Hvad betyder sværhedsgraden?

Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!

Aktiviteter

Udover vandreturene er der en række meget flotte sejladser på turen rundt i Diskobugten. På sejladserne er der rigtig gode muligheder for at opleve hvaler, nogle gange på nært hold, samt isfjelds-garanti! Skibstyperne er enten Targa skibe eller stålskibe, hvor man altid vil have god plads inde som ude. På Topas turene sejler man naturligvis altid med passagergodkendte skibe i Grønland.

Overnatning

På Diskoøen bor vi på Hotel Disko Island i øens eneste by Qeqertarsuaq (foruden bygden Kangerluk). Hotel Disko Island består bl.a. af en række huse i bymidten, hvor værelserne er indrettet med eget bad & toilet.

Ved Glacier Lodge Eqi bor vi i Comfort hytter med eget bad & toilet - alle med en formidabel udsigt og med rigtige senge og egen terrasse. Dertil eget bad & toilet samt indlagt elektricitet.

Hvis du vælger at opgradere, får du en Comfort Deluxe hytte i Eqi, som også med eget bad/toilet og elektricitet, som ligger i forreste række mod fjorden og gletsjeren med 7 meter lange panoramavinduer.

Bemærk, at der er et meget begrænset antal opgraderingshytter til rådighed, de kan derfor være udsolgt på tidspunktet for din booking. Pris for opgraderingen er angivet i afsnittet ’Prisen inkluderer ikke’.

I Ilulissat og Qasigiannguit bor vi på hotel — begge hoteller ligger i 1. parket til Diskobugten. Henholdsvis Hotel Icefiord og Hotel Diskobay. Alle steder med dobbeltværelser og eget bad & toilet.

Der vil være mulighed for enkeltværelse (dog ikke ved Eqi) mod et tillæg angivet i afsnittet ’Prisen inkluderer ikke’.

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage i dagsprogrammet markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.

Drikkevarer er ikke inkluderet i de inkluderede måltider. 

På flyvningerne med Air Greenland mellem Danmark og Grønland serveres gratis måltider og drikkevarer ombord. På indenrigsflyvningerne i Grønland serveres typisk en kop kaffe og en småkage.

Flyrejsen og lokal transport

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Gode råd til din flyrejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen, regler om bagage og indførsel af varer samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

Middeltemperaturer i Eqi, Ilulissat og omegn er i juni, juli og august måneder 5-8 grader. Temperaturen er angivet som døgnets gennemsnit. Nætterne kan være forholdsvis kolde, men når solen får magt i løbet af dagen, kan temperaturen stige betydeligt over det angivne. På grund af solen og den tørre luft, opleves temperaturen varmere end i det øvrige Europa. Nattemperaturen kan komme ned til frysepunktet på udsatte steder.

På denne årstid er der mest klart vejr, hvilket betyder at man ofte har en god sigt. Regn kan dog forekomme. Der er midnatssol ved Ilulissat Isfjord fra den 21. maj til den 24. juli. Derudover er nætterne meget lyse cirka en måned før og efter midnatssol-perioden.

Valuta og kreditkort

VISA/Dankort kan benyttes i stort set alle hoteller, restauranter og butikker. Vi anbefaler dog at medbringe lidt kontanter (DKK) til evt. brug i bygder m.m.

Wi-Fi og Mobildækning

Der er mobildækning i byerne, men ikke nødvendigvis uden for byen på fjeldet eller på vandet. WI-FI er tilgængelig på hotellerne. Vær opmærksom på, at der til tider kan være ustabil forbindelse.

Ved Eqi Glacier Lodge er der hverken mobildækning eller internet.

Har du behov for et Grønlandsk SIM kort mens du er i Grønland, kan du læse mere her eller kontakte din egen udbyder.

Kort og Rejselitteratur

Vandrekort Nordgrønland, Ilulissat 1:100.000
Købes med fordel lokalt

Området

QEQERTARSUAQ - DISKOØEN
Diskoøen er blandt de 100 største øer i verden og er interessant på grund af øens vulkanske oprindelse og den store artsdiversitet inden for flora. Du kommer helt tæt på den grønlandske natur her. Terrænet omkirng byen er ideelt til vandring og du kan se frem til storslåede naturoplevelser på Diskoøen med Hotel Disko Island som dit udgangspunkt.

QASIGIANNGUIT
Byen ligger syd for Ilulissat Isfjord i et naturområde med fjelde, tundrasletter, grønne pas, blå fjorde og bjergtoppe med udsigt til isfjorden og Diskoøen. Her leves det grønlandske liv traditionelt, som giver dig et unikt indblik i nutidens Grønland, med autentiske oplevelser indenfor såvel kultur som natur. Området er meget velegnet til vandreture.

GLACIER LODGE EQI
Ca. 100 km nord for Ilulissat ligger den kælvende gletsjer Eqip Sermia i et naturskønt område. Som ét af de få steder i Grønland er det ved Eqip Sermia muligt at komme helt tæt på den 5 km brede gletsjerfront, der normalt kælver mange gange i døgnet. Læs mere om Glacier Lodge Eqi

ILULISSAT — "STEDET MED ISBJERGE"
Ilulissat er Grønlands 3. største by og hedder på dansk Jakobshavn. Ilulissat er endvidere nabo til UNESCO Verdens Arvs området Ilulissat Isfjord/Kangia, som med sine over 60 km i længden er et imponerende skue.

Læs mere her om vores Grønland

Bemærk venligst

Ret til ændringer forbeholdes. Vi gør opmærksom på, at en tur som denne er afhængig af godt vejr. Der kan derfor forekomme enkelte ændringer i programmet. Forsinkelser og aflysninger kan forekomme, specielt ved transport med fly og skib. Der ydes ikke kompensation eller erstatning for de første 24 timers forsinkelse eller rejseændringer pga. udefrakommende forhold. Din turleder på turen vil tilstræbe at mindske generne mest muligt og sørge for alternativt program eller udfylde den ekstra ventetid på bedste vis.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.  

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning og på dine vaccinationer.

Bagage

Medbring en dagtursrygsæk, der bl.a. skal benyttes på vandreturene ved Qasigiannguit, Ilulissat og Eqi. Vi anbefaler en rygsæk med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at aflaste skulder og ryg. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage på flyet.

Som stor bagage (den man tjekker ind på flyvningerne) anbefaler vi, at du medbringer en blød sportstaske, rygsæk, duffelbag el. lignende, da denne type taske er lettest at håndtere ved transfers, ombordstigninger på skibe, samt ved landgang til Eqi Glacier Lodge. Det er dog muligt at medbringe kuffert. Bemærk venligst, at man selv skal bære sin bagage fra skib til hytte t/r i Eqi, en distance på ca. 300m op ad fjeldet i moderat stigning. Bagagen kan dog begrænses til en dagstursrygsæk, kun indeholdende de ting man skal bruge i Eqi, idet Hotel Icefiord gerne opbevarer "den store bagage" imens man er i Glacier Lodge Eqi (se evt. dagsprogram dag 5). 

Støvler

På denne tur til Diskobugten, er det meget vigtigt at medbringe gode trekking støvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte. Sørg for, at støvlerne er gået ordentligt til.

Stierne, vi går på, kan undertiden være stejle og med ujævnt underlag. Vi anbefaler derfor vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte.

Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket.


Andet fodtøj

Let fodtøj, såsom sportssko er gode at have på efter dagens vandretur. 

Vandflaske

Hver deltager skal medbringe en eller flere flasker, da der er masser af vand undervejs på vandreturene, så man selv kan tanke op. Der kan med fordel benyttes 0,5 liters danske genbrugs-sodavandsflasker, da de er lette og stærke. Vandflaskerne skal benyttes på vandreturene. Vand kan tappes fra vandhanen.

Vandrestave

Det er meget individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, og om man i givet fald benytter 1 eller 2. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor kraftigt.

Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:

  • Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.
  • Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger. Det gælder især på højrute- og bestigningsture (grad 3-4 og opad), hvor man oftest bærer en rygsæk med betydelig vægt, og hvor det samlede antal højdemeter og vandredistancen på turen er betragtelig.

Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.

Gode råd til din vandreferie

Hvordan forbereder jeg mig bedst til min vandreferie? Læs her vores 5 bedste vandretips!

Tøj til vandring

  • 2 -4 par tykke vandresokker
  •  Evt. 2 par tynde indersokker
  •  1-2 par lette vandrebukser
  • Svedtransporterende undertøj evt. uldundertøj
  • 1 tynd uldtrøje
  • 1 varm sweater/fleecetrøje/tynd dunjakke
  • 2-4 svedabsorberende T-shirts
  • 1 vind- og vandtæt jakke med hætte
  • 1 par åndbare regnbukser
  • Varm hue
  • Varme handsker/vanter
Varmt overtøj benyttes til sejlturene, hvis man gerne vil sidde udenfor. Det er dog muligt at sidde indenfor ved sejlads. Dertil er det en god idé at medbringe disse i tilfælde af kølige aftener. 


Andet tøj

  • Rejsetøj
  • Hverdagstøj, hvis man ønsker at skifte til hverdagstøj efter vandreturene

Mod solen

  • 1 tørklæde mod sol og til kølige dage
  • Hat med bred skygge
  • Gode solbriller
  • Solcreme og læbepomade med faktor

Diverse

  • Pas, sygesikringsbevis og rejsedokumenter
  • Toiletartikler
  • Medicin til eget brug samt sportstape, vabelplaster og evt. knæbind
  • Kamera, oplader og evt. ekstra batterier
  • Alkoholgel til desinficering af hænder
  • Vådservietter
  • Energibarer/yndlingssnack til vandreturene skal selv medbringes
  • Evt. vaskepulver til håndvask
  • 1 lommelygte/pandelygte til brug ved Eqi, hvis man skal op om natten (fra ca. medio august)
  • Kikkert
  • Termokande inkl. kop, hvis man gerne vil have kaffe/te til vandreturene
  • Plasticposer/sorte affaldssække til at beskytte tøjet i rygsækken mod regn
  • Myggebalsam
  • Myggenet (til at tage over hovedet - medbring gerne kasket) Medbringes da der i stille/varmt vejr, lokalt kan være mange myg på Grønland, især vigtigt i juli/august
  • Sovemaske pga. midnatssolen har nogle svært ved at sove, og det kan ofte afhjælpes med sovemaske.
  • Evt. badetøj (hvis man er vinterbader, kan en dukkert ved Paradisbugten ved Qasigiannguit friste!)
  • Evt. lille siddeunderlag til brug ved pauser på vandreture m.m.

Specifikke turbemærkninger

På denne rejse overnattes i gode senge på såvel hoteller som i Eqi Glacier Lodge. Der vil være dyne, pude og linned til rådighed alle steder.

Bemærk venligst

Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Vælg din afgang

11. juni 2024  –  22. juni 2024 Garanteret afgang 35.970 DKK Bestil Rejse
15. juni 2024  –  26. juni 2024 Garanteret afgang 36.970 DKK Bestil Rejse
26. juni 2024  –  7. juli 2024 Garanteret afgang 37.970 DKK Bestil Rejse
30. juni 2024  –  11. juli 2024 Udsolgt 37.970 DKK Venteliste
9. juli 2024  –  21. juli 2024 Garanteret afgang 37.970 DKK Bestil Rejse
14. juli 2024  –  25. juli 2024 Garanteret afgang 37.970 DKK Bestil Rejse
24. juli 2024  –  4. august 2024 Garanteret afgang 37.970 DKK Bestil Rejse
28. juli 2024  –  8. august 2024 Udsolgt 37.970 DKK Venteliste
6. august 2024  –  18. august 2024 Udsolgt 37.970 DKK Venteliste
11. august 2024  –  22. august 2024 Udsolgt 37.970 DKK Venteliste
23. august 2024  –  3. september 2024 Udsolgt 37.970 DKK Venteliste

Kontakt os

Turkode: GLGQ

Andre spændende rejser

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Topas' nyhedsbrev og få masser af gode tilbud og rabatter, tips og tricks samt inspiration til din næste aktive ferie.