Turen til Nordkap
"Lastbilen var gået i stykker og vi kom derfor meget for sent til færgen i Frederikshavn. Vi lejede en rød rutebil i Moss hvor der stod sygehuset. Vi sov to og to i telte og ingen tog notits af at sove med en ukendt makker. Arbejdsopgaverne blev fordelt mellem os, men en tidligere skovarbejder var specialist med brænde og bål, så der var han på hele turen.” fortæller Lisbeth.
Madlavning foregik over bål morgen og aften på hele turen. Provianten bestod bla. af jakabov, makrel i tomat, torskerogn og dåseleverpostej, som hurtigt viste sig at være faste varer på datidens lastbilture. Om aften samledes gruppen omkring bålet, hvor dagens dagbog blev læst højt, og der blev sunget fællessang. Dagbøgerne har faktisk fulgt hende lige siden og er blevet en fast del af hendes rejser.
Rejsen bød på storslåede naturoplevelser med fjelde, kolde elve og søer som dannede rammer for lejrlivet. Det bød både på morgen- og aften dukkert i det kolde vand. Men det Lisbeth husker bedst er svartisen gletsjeren, Alta-kløften, Sameland, Nordkap, midnatssol og Storfossen i Sverige.
Nogle måneder efter at hun kom hjem, mødtes gruppen igen til fotoweekend for at se hinandens billeder. Nogle relationer fra turen er blevet til langvarige venskaber. Rejselysten har ikke fortaget sig siden dengang. Gennem årene har især Øst Tyrkiet, Tibet, Kina, Vietnam, Indonesien og Island gjort stort indtryk på Lisbeth.