Italien – Vandreferie i de Toscanske Appenniner

Højrute vandring med dagtursrygsæk gennem Toscanas åbne, grønne landskaber og gamle sætere til unikke bjergkamme i et alpint miljø højt hævet over Garfagnanadalen.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

Det smukke bjergområde Appenninerne ligger placeret mellem Toscana og Emilia Romagna og danner baggrund for indbydende vandrestier i naturens ro – langt fra civilisationens larm.

Appennino Tosco-Emiliano Nationalpark rummer store vidder, 2000 m. høje bjerge, enorme skove og uovertruffen udsigt. Du vil opleve rislen i bækkene, brisen gennem træerne og naturens øredøvende stilhed. Vandreferien er det perfekte valg til dig der ønsker at vandre i vild natur, udenom de mest trafikkerede ruter og gennem små charmerende toscanske bjerglandsbyer.

Appenninerne er lig med den barske natur, autentiske landsbyer og små (ofte familieejede) hoteller, hvor vi overnatter undervejs. På vandringen over trægrænsen viser landskabet fra sin ypperste side og giver forrygende udsigter over flere af Appenninernes bjergrige regioner og distrikter.

Din bagage transporteres fra sted til sted, mens du kun bærer din dagtursrygsæk. Vores overnatningssteder er af varierende standard, men alle byder de på autentisk, hyggelig italiensk stemning og velsmagende lokale retter.

Turen til Toscana har været helt eminent. Opleve naturen så intens i stilhed og samtidig med søde rejsefæller kan varmt anbefales. Meget varierende terræn og nye sanseindtryk hver dag. Min første vandretur med Topas - bestemt ikke den sidste.

Lene Kristensen

Glæd dig til

  • Parco Nazionale Appennino Toscoemiliano- et smukt og beskyttet naturområde
  • Fantastisk vandring ad langstrakte og tilgængelige bjergkamme
  • Italiensk hygge og velsmagende lokale retter i familiedrevne bjergpensionater
  • Eventyrlige vandredage med dagtursrygsæk – din bagage transporteres
  • Ophold i den stemningsfulde bjergby Corfino
  • Vandring via den gamle pilgrimsrute “Via del Volto Santo”
  • Den larmende stilhed, langt fra civilisationen

Vores Italien

Topas har været i Italien i mange år og vi har et særdeles varieret udbud af rejser til Italien. Se bl.a. hvad vi anbefaler af gode oplevelser i Italien, få rejsetips, svar på alle dine spørgsmål og læs spændende artikler.

Program

Dag 1. Ankomst til Casone, Toscana 
Fra lufthavnen kører vi direkte til vandreferiens første overnatning i bjergkæden Appenninerne i det nordlige Toscana.

Dag 2. Langs Appenninernes bjergkam til landsbyen Corfino 
Turens første vandring tager os først igennem tætte bøgeskove, og senere når vi over vegetations-grænsen. Undervejs nyder vi ubeskrivelige udsigter og gamle sæterområder, før vi når Corfino.

Dag 3. Til toppen af Pania di Corfino og rundtur i Orecchiella Naturpark 
Vi har to nætter i landsbyen Corfino. I dag venter en fantastisk vandretur til toppen af bjerget Pania di Corfino. Klippekombinationen gør det endnu mere betagende.

Dag 4. Igennem Parco dell’ Orecchiella til Passo di Pradarena 
Vi begynder dagens vandretur i Orecchiella Park, en del af Appenninernes Nationalpark. Nyd de flotte, vilde og øde områder og spektakulære bjergkamme, der danner baggrund for en enestående udsigt. Dagen slutter i Passo di Pradarena hvor vi tilbringer de næste to nætter.

Dag 5. Rundtur over Monte Cavalbianco og Monte Asinara
Dagens vandring starter og slutter i det åbne terræn med bestigninger af de to bjerge med forrygende udsigter. Midt på dagen, hvor det er varmest, går vi i bøgetræernes skygge. 

Dag 6. Fra Pradarena til Passo dei Carpinelli over Monte Tondo
Vi vandrer mest over vegetationsgrænsen langs en smuk og udsigtsrig bjergkam og kigger ud over store grønne skove, som danner en smuk kontrast til de lyse kalkbjergeAlpi Apuane i horisonten.

Dag 7. Fra Passo dei Carpinelli (830 m.) til bjerglandsbyen Roggio
Sidste vandredag følger en gammel rute gennem Garfagnanadalen. Vi går ad gamle historiske ruter gennem små charmerende bjerglandsbyer.

Dag 8. Afgang
Vi tager afsked med smukke Appenninerne og flyver til Danmark.

Se det detaljerede dagsprogram her

Højrute trekking med Topas

En unik mulighed for at komme langt væk fra civilisationen og helt ind i bjergenes indre, hvor der hersker fred og ro i en uberørt natur. Se her om højrute vandring er noget for dig og hvilken tur du skal vælge.

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder og guidede vandreture
  • Flyrejse København – Bologna eller Pisa t/r
  • Al transfer og relevant transport i forbindelse med vandreturene
  • Alle overnatninger i bjerghytter el. hotel
  • Måltider som beskrevet i dagsprogrammet
  • Bidrag til Rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider (beregn ca. DKK 150-210)
  • Entré til museer og andre seværdigheder
  • Evt. rejse- og afbestillingsforsikring
  • Enkeltværelsestillæg 2.500 DKK (enkeltværelse er ikke muligt på de to overnatninger i Passo di Pradarena dag 4 og 5)

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

Rejsens maksimale deltagerantal: 16 personer.

Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:
  • Sværhedsgraden på rejsen
  • Om de Appenninske bjerge
  • Skiftende overnatninger

Fællesskabet

Bliver vi gladere af at rejse sammen? Læs mere om fællesskabet, grupperejsen, gruppestørrelsen og det sociale liv der udspiller sig på en Topas-rejse.

Dagsprogram

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.

Dag 1. Ankomst Italien

Vi flyver fra Danmark og lander i Pisa eller Bologna. Herfra kører vi mod Lucca og videre via Castelnuovo di Garfagnana til den lille bjergby Casone. Første nat tilbringer vi i hotellet Il Casone, hvor Guiseppe, som er 5. generations ejer af det familiedrevede hotel, tager i mod os. Efter ankomst vil turlederen byde velkommen og informere om turen og den forestående vandretur. 

-/-/-

Dag 2. Langs Appenninernes bjergkam til landsbyen Corfino (ca. 7-8 timer)

Med friske ben starter vi ugen med en lang vandredag. Vi er dog allerede godt oppe i højden, så det ikke mange højdemeter op vi skal tilbagelægge. Hotellet ligger i 1314 meters højde og vi skal vandre mod bjergryggen i 1800/1900 meters højde.  

Vi går gennem skove, og op over vegetationsgrænsen, hvor kun enebær og blåbær vokser. Udsigten over store arealer i Emilia Romagna og Toscana er fortræffelig. I nærheden af Monte Vecchio i ca. 1900 m begynder vores nedstigning, som først går langs “Gli Scaloni” med utrolig smukke udsigter og senere igennem lidt nemmere skovstier. Ved Campaiana i 1350 m højde passerer vi et gammelt sæterområde med små stenhuse fordelt over en græsslette. Ved det lokale traktørsted holder vi pause og får fyldt væskedepoterne op.   

Efter en pause tager vi den sidste strækning mod vores overnatningsmål, Corfino. Landsbyen ligger i 850 m ved foden af Mt. Pania di Corfino og dets stejle kanter er betagende.  

M/F/-

Dag 3. Til toppen af Pania di Corfino og rundtur i Orecchiella Naturpark

Vi tilbringer to nætter på vores skønne overnatningssted i landsbyen Corfino, da området byder på meget mere, end det vi oplevede i går. Du slipper derfor for at pakke dine ting om morgenen. Der venter en fantastisk vandretur til toppen af bjerget Pania di Corfino og en rundtur i området.   

Direkte fra hotellet vandrer vi mod Pania di Corfino, som vi kan skimte fra hotellet, hvor toppen er dagens mål. Frem til parkens botaniske have vandrer vi ad stier igennem skove, og fra Orto Botanico har vi nu toppen lige over os. Stien går langs bjergsiden mens hele Garfagnanadalen ligger under os. Pania di Corfino er 1603 meter højt og er en bjergformation, der har en fantastisk, men også lettere teknisk opstigning. Den flade bjergtop er blottet for vegetation og det giver nogle gode timers vandring med frit udsyn og fortrinlige udsigter. Heroppe har vi udsigt til de kommende dages vandring, og vi kan se de udfordringer, der venter.  

Sidst på eftermiddagen kommer vi tilbage til vores velkendte hotel efter en spændende og udfordrende dag.   

M/-/-

Dag 4. Igennem Parco dell’Orecchietta til Passo di Pradarena (ca. 7 timer)

Vi kører ca. en halv times kørsel væk fra hotellet til den vestlige del af Orecchiella Park, en del af Appenninernes Nationalpark. Her starter vores vandredag i ca. 1200 m højde. Vi følger ruten 'Airone'. Vi ledes igennem flotte, vilde og øde hjørner af området. Vi er på vej mod en anden af Appenninernes spektakulære bjergkamme og i 1600 m krydser vi Rifugio la Foce.  

Området er fredfyldt og perfekt til en pause. Herfra og til bjergkammen er der ikke langt, og langs kammen belønnes vi med det ene utrolige udsigtspunkt efter det andet. Vi ankommer til passet Pradarena i 1570 m højde og møder det lille bjergpensionat Carpe Diem.   

Heroppe er naturen i højsædet og der findes ingen store hoteller. Alt er småt og hyggeligt, og hotellet har en praktisk beliggenhed i forhold til vores vandrerute. Som bonus kan vi tilbringe endnu en nat i bjergene under en eventyrlig smuk stjernehimmel.  

M/F/-

Dag 5. Rundtur over Monte Cavalbianco og Monte Asinara (ca. 7 timer)

Fra start på dagens vandring sigter vi direkte efter dagens første top, Monte Cavalbianco i 1854 meters højde. Det første kvarter er igennem skov, hvorefter terrænet åbner sig og vi kan se toppen. Fra vores overnatningssted til toppen er det en opstigning på knap 300 meter.

Fra toppen kan vi se gårsdagens rute, samt de toppe vi skal bestige i morgen. Efter at have nydt udsigten på toppen går vi på bjergets kam og passerer Monte Polla samt Colle Brancia. Herefter følger en nedstigning mellem blåbær og enebær indtil vi rammer skovbrynet. Nu går turen nedad i skygge igennem den fineste bøgeskov til den lille bjergby Ospiletto (1.170 moh), hvor vi spiser frokost på en lille lokal restaurant.

Umiddelbart efter frokost passerer vi dagens laveste punkt og derfra går vi mod rifugio Rio Re bygget i 1920. Stedet var oprindelig bosted for skovarbejderne, og nu er det et sted hvor man kan spise, drikke og overnatte. Her holder vi en pause inden vi starter dagens stejleste opstigning. 

Vi har nu knap et par timers opstigning inden vi står på dages sidste top Monte Asinari i 1.750 meters højde med udsigt til vores overnatningssted Carpe Diem og det flade bjerg, Pietra di Bismantova. Fra Monte Asinari kan vi se hele dagens vandring og tilbage er der nu kun at gå de knap 200 højdemeter ned til baren i Carpe Diem og nyde en velfortjent forfriskning.

M/F/-

Dag 6. Fra Pradarena til Passo dei Carpinelli over Monte Tondo (1780 m.)

Vi starter dagen med igen at bevæge os op over vegetationsgrænsen og frem til frokost vandrer vi langs en skøn og udsigtsrig bjergkam. Herfra kan vi se store dele af den rute, vi har gået de forrige dage - det er imponerende, hvor langt vi har bevæget os.

En stejl stigning fører os over en græsklædt bjergskråning og endeligt til toppen af Monte Tondo. De store skove ligger som en grøn dyne under os og udsigten rummer både Alpi Apuane og Appenninerne. De grønne farver står som en spændende kontrast til de lyse kalkbjerge i horisonten, og stedet er, hvis vejret tillader det, perfekt til frokost. Næste pas er Passo Tea og ligger i ca. 1000 m højde.

I middelalderen vandrede pilgrimme forbi passet mod Lucca. På deres rejse fandt de kost og logi i det lille ’Hospitale’, der i dag står som en ruin. Vi gør et kort ophold her inden vi vandrer de sidste 4 kilometer til vores hotel. Ikke mange stopper og overnatter på Hotel Prosperi, som ligger smukt placeret lige foran Alpi Apuanes højeste tinder. Så det gør vi naturligvis! Fra byens torv har vi en fantastisk udsigt over bjergene.

M/F/-

Dag 7. Fra Passo dei Carpinelli (830 m.) til bjerglandsbyen Roggio (ca. 8 timer)

Sidste vandredag følger en gammel rute gennem Garfagnanadalen. Ruten er opkaldt efter Volto Santo (Det Hellige Ansigt, red.), en af de vigtigste relikvier fra middelalder, som er bevaret i domkirken i Lucca. Krucifikset var kendt i hele Europa og alle dem, der var på vej til Rom, stoppede i Lucca for at skænke det et besøg.   

Vandredagen er anderledes end de forrige, idet vi oplever flere små charmerende bjerglandsbyer liggende på historiske ruter. Terrænet er fladt og det går stille og roligt ned det meste af formiddagen, inden vi drejer væk fra pilgrimsruten og atter sigter mod bjergene. I en lille landsby får vi serveret en god frokost, og herfra går turens sidste strækning igennem områdets fantastiske kastanjeskove.   

Vi ankommer til landsbyen Roggio, der skaber en hyggelige kulisse for vandreturens afslutning. Vi kan smide vandrestøvlerne, nyde en kaffe/drink på terrassen inden vi lader os fragte de 15 km med bus til Castelnuovo di Garfagnana, hvor vi indlogeres sidste nat. Om aftenen afslutter vi vores uge i bjergene med en velfortjent middag og vin.  

M/F/-

Dag 8. Afsked med Toscana

Vi tager afsked med de smukke Appenniner og flyver til Danmark.  

M/-/-

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Praktisk info

Varighed og sværhedsgrad

8 dage — heraf 6 dages vandring, grad 3. På denne rejse vandrer vi 6-8 timer om dagen.

Hvad betyder sværhedsgraden?

Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!

Aktiviteter

Rejsen er en såkaldt højrute vandretur, hvor vi vandrer fra bjerghotel til bjerghotel – dog bliver bagagen transporteret, og du bærer kun din dagtursrygsæk. Vandreturene foregår hovedsageligt i de Appenninske bjerge.

Overnatning

Der er et godt flow mellem overnatninger på turen. Det vil sige, at vi skifter mellem at overnatte på mere bekvemme til mere simple hoteller undervejs. Ens for dem er, at de alle har en fantastisk smuk beliggenhed. Vi overnatter i tomandsværelser, men dag 4 og 5 kan der forekomme flersengsværelser, hvor nogle af værelserne har eget bad og toilet via gangen.

Dag 1: Overnatning i 1314 meters højde i et hotel anlagt i en historisk bygning fra 1845. Om vinteren fungerer hotellet som skisportshotel. Ved hotellet er en stor terrasse, hvor man kan sidde og nyde udsigten, og om aftenen er der en bar hvor man kan hænge ud efter aftensmaden.

Dag 2 og 3: Overnatning på et charmerende hotel i landsbyen Corfino. Til hotellet er der en hyggelig have hvor man kan sidde og slappe af efter dagens vandring. Derudover er der et tilstødende grønt område med drømmesenge hvis en lille lur skulle være at foretrække. 

Dag 4 og 5: Overnatning i nærheden af bjergpasset Pradarena. Vi overnatter i et simpelt og charmerende bjergpensionat smukt beliggende ved bjergpasset. Enkelte værelser har eget bad og toilet på gangen, mens de resterende har bad og toilet på værelset. Dette overnatningssted giver ikke mulighed for enkeltværelse, og det kan forekomme, der indlogeres op til tre gæster på hvert værelse.

Dag 6: Overnatter ved bjergpasset Carpinelli på familiedrevet hotel med en forrygende udsigt over bjergkæden, Alpi Apuane. 

Dag 7: Overnatning på hotel i nærheden af den lille by Castelnuovo di Garfagnana. 
 

Der er mulighed for at bestille enkeltværelse på nær dag 4 og 5 mod et tillæg angivet i afsnittet ’Prisen inkluderer ikke’.

Området

Appenninerne er et 1.200 kilometer langt bjergsystem i Italien, der som landets rygrad strækker sig gennem hele halvøen fra ’støvleskaftet’ i nord til ’sålen’ i sydøst. Bjergsystemet består af tre dele — de nordlige, centrale og sydlige Appenniner — der igen deles op i mindre, parallelle bjergkæder. På denne højrute i Toscana vil vi vandre i de nordlige Appenniner gennem Parco Nazionale dell’Appennino Toscoemiliano. Nationalparken samler flere tidligere regionale parker, som tilsammen nu danner et stort og naturmæssigt interessant fredet område. 

Læs mere om De Toscanske Appenniner

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage i dagsprogrammet markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -

I Sydeuropa, og ikke mindst i bjergrefugier, er morgenmaden dagens letteste måltid og består ofte af kaffe/te, toast, smør og marmelade. Til gengæld er aftensmåltidet omfangsrigt, da man forventes at være sulten efter en hel dags aktivitet i bjergene. En logik, som giver rigtig god mening, selvom den er lidt fremmed for os i Nordeuropa. Frokosten består af en god, men simpel sandwich, som vi får med fra refugierne eller bjerghotellerne. En enkelt dag spises frokost på en lokal restaurant.

Vi anbefaler, at du selv medbringer rigeligt med snack (energibarer, tørret frugt, nødder, chokolade eller lignende) på turen, så du ikke ‘går kold’ undervejs på vandredagene.

På alle overnatningsstederne er det til aftensmaden som regel muligt at få serveret en 2-3 retters menu med lokale vine. Nogle gange indgår vinen i prisen, andre gange tilkøbes det separat. Prisen for en menu er omkring 25€-30€. Det er også muligt at få serveret en enkelt ret, hvis du ikke kan spise alle retter.

Flyrejsen og lokal transport

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Gode råd til din flyrejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen, regler om bagage og indførsel af varer samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

Dagtemperaturer mellem 15 og 25 grader, nattemperaturer ned til 10 - 15 grader. Da hele turen foregår i bjergene, skal man være opmærksom på, at vejret kan ændre sig hurtigt. Solskin, regn eller tåge kan komme i løbet af en halv time.

Valuta og kreditkort

Det anbefales at medbringe kontante Euro, da vi for det meste er på vandring i bankernes åbningstider. Det er dog muligt at bruge kreditkort til betaling i bjerghytterne de fleste dage.

Wi-Fi og Mobildækning

Der er kun sparsom mobildækning under vandreturene, men generelt er der god mobildækning på hotellerne. Vi anbefaler, at du nyder naturen og fællesskabet ved at begrænse forbruget så meget som muligt. Med andre ord; gå offline og dyrk nuet for at få mest muligt ud af din rejse.

Kort og Rejselitteratur

Rejsen rundt i Toscana — Politiken.
Der står ikke så meget om området, vi vandrer i, men bogen giver et godt indblik i italienske forhold.

Kort købes bedst lokalt. 2 kort i målestoksforhold 1:25.000 dækker alle turene i bjergene.

Bemærk venligst

Der findes få højrute-ture i Europa, hvor det er muligt at få sin hovedbagage fragtet fra sted til sted, så man kun vandre mellem overnatningsstederne med sig dagstursrygsæk. Det er netop muligt på denne højrute i de Toscanske Appenniner.


Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning og på dine vaccinationer.

Bagage

På vandreturene skal du kun medbringe en dagtursrygsæk til de ting, du skal bruge i løbet af dagen. Vi anbefaler en rygsæk med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at aflaste skulder og ryg. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage på flyet.

Den øvrige bagage kan pakkes i sportstaske, vadsæk, rygsæk eller kuffert, som bliver transporteret for dig mellem overnatningsstederne.

Støvler

Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.

Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket.

Andet fodtøj

Evt. let fodtøj, f.eks. sandaler, til at skifte med, når du er færdig med dagens vandretur.

Vandflaske

Medbring en eller flere flasker, som i alt kan rumme 1½ liter. Der kan med fordel benyttes 0,5 el. 1,5 liters danske genbrugs-sodavandsflasker, da de er lette og stærke. Camelbacks kan bruges som alternativ, men er en noget dyrere løsning.

Vandrestave

Det kan anbefales at gå med vandrestave på denne tur, specielt kan de være gavnlige på nogle af de hårde op- og nedstigninger. 

Det er meget individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, og om man i givet fald benytter 1 eller 2. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor kraftigt.

Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:
  • Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.
  • Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger. Det gælder især på højrute- og bestigningsture (grad 3-4 og opad), hvor man oftest bærer en rygsæk med betydelig vægt, og hvor det samlede antal højdemeter og vandredistancen på turen er betragtelig.
Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.

Tøj til vandring

  • 2 -4 par tykke vandresokker
  • Evt. 2 par tynde indersokker
  • 1-2 par lette vandrebukser/vandreshorts
  • Svedtransporterende undertøj evt. uldundertøj
  • 1 tynd uldtrøje
  • 2-4 svedabsorberende T-shirts
  • 1 sweater/fleecetrøje/tynd dunjakke
  • 1 vind- og vandtæt anorak eller jakke med hætte
  • 1 par åndbare regnbukser

Andet tøj

  • Rejsetøj
  • T-shirts
  • Skjorter/langærmet bluse
  • Strømper
  • Undertøj
  • Håndklæde (til evt. swimmingpool besøg)
  • Badetøj

Mod solen

  • 1 tørklæde mod sol og til kølige dage
  • Hat med bred skygge
  • Gode solbriller
  • Solcreme og læbepomade med faktor

Diverse

  • Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter
  • Toiletartikler
  • Medicin til eget brug samt sportstape, vabelplaster og evt. knæbind
  • Toiletpapir (til vandredagene)
  • Ørepropper (hvis du gerne vil sove uforstyrret om natten)
  • Sy-sæt til mindre reparationer
  • Lommekniv (Må ikke pakkes i håndbagage under flyvning)
  • Kamera, oplader og evt. ekstra batterier
  • Alkoholgel til at vaske hænder i før picnic (kan købes på apoteket eller hos Matas)
  • Vådservietter
  • Energibarer/yndlingssnack
  • Evt. vaskepulver til håndvask
  • Evt. køresygepiller til bustransport

Bemærk venligst

Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Vælg din afgang

6. juli 2024  –  13. juli 2024 Garanteret afgang 9.970 DKK Bestil Rejse
13. juli 2024  –  20. juli 2024 Garanteret afgang 9.970 DKK Bestil Rejse
20. juli 2024  –  27. juli 2024 Garanteret afgang 10.470 DKK Bestil Rejse
27. juli 2024  –  3. august 2024 Garanteret afgang 11.470 DKK Bestil Rejse
17. august 2024  –  24. august 2024 Garanteret afgang 10.970 DKK Bestil Rejse
24. august 2024  –  31. august 2024 Garanteret afgang 10.470 DKK Bestil Rejse

Kontakt os

Turkode: ITTH

Andre spændende rejser

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Topas' nyhedsbrev og få masser af gode tilbud og rabatter, tips og tricks samt inspiration til din næste aktive ferie.